Blandt andre Justin Bieber og Blak ligger fremme i feltet
Musikselskabernes brancheorganisation IFPI offentliggør i dag de officielle hitlister over årets 100 bedst sælgende album og sange i Danmark. På toppen af Album Top 100 finder vi canadieren Justin Bieber med albummet "Purpose", der udkom i november 2015. Track Top 100 toppes af danske Blak og allestedsnærværende "Nede Mette".
Tre gange Grammy-nominerede Lukas Graham indtager andenpladsen på Album Top 100 med "Blue Album", der udkom i juni 2015, mens Volbeats "Seal The Deal & Let's Boogie" ligger på tredjepladsen.
Da Blak i midten af april 2016 udsendte "Nede Mette", satte nummeret danmarksrekord med 325.000 daglige streams på Spotify. Siden har Blak vundet en DMA-statuette for Årets Danske Clubnavn, og "Nede Mette" er gået tre gange platin svarende til mere end 27 millioner streams – hvilket har gjort den til årets mest streamede sang i Danmark.
Som nummer to på Track Top 100 møder vi igen Justin Bieber, nu med sangen "Love Yourself", mens Drake featuring Wizkid & Kyla ligger nummer tre med "One Dance".
Der er mange danske navne i både Album Top 10 og Track Top 10. Ud over de ovennævnte er Rasmus Seebach nummer fem på Album Top 10 med "Verden ka' vente" fra november 2015, og sangene fra MGP 2016 er nummer ni. Gulddreng har to sange i top 10 på tracklisten – "Se mig nu" er nummer syv, og "Model" er nummer 10. I samme høje ende af listen finder vi også Lukas Graham med "7 Years" som nummer otte, og MØ er i selskab med Major Lazer og Justin Bieber nummer ni med "Cold Water".
Lasse Lindholm, der er kommunikationschef i IFPI, er imponeret over de mange danske artister i toppen af listen:
"Dansk musik har et virkelig højt niveau i disse år. Ellers ville danske artister ikke kunne markere sig så flot på hitlisterne i et digitalt musikmarked, hvor forbrugerne har adgang til nærmest al musik i verden. Og den pointe understreges jo tykt af den internationale succes, artister som MØ, Lukas Graham og Volbeat har opnået i 2016."
Bag om hitlisterne
Album Top 100 er listen over de 100 mest solgte album og ep'er og er en kombination af fysisk salg, download og streaming. Se Album Top-100 for 2016 her. Track Top 100 er listen over de 100 mest streamede og downloadede tracks. Se Track Top 100 for 2016 her.
Begge lister dækker perioden 1. januar 2016 til og med torsdag den 22. december 2016 og er udarbejdet af analysevirksomheden M&I Service.