Nyhed

Statens Kunstfond præmierer 17 musikalske kraftpræstationer fra 2016

Blandt andre Bisse og Agnes Obel får solide pengebeløb for deres indsats

Legatudvalget for Musik under Statens Kunstfond har uddelt tidlige julegaver i form af præmieringer til et rekordstort antal værker, nemlig 17.

Formanden for udvalget, Kristina Holgersen, siger om præmieringerne:
"Vi har valgt 17 udgivelser og værker, som hver på deres felt har markeret sig stærkt kunstnerisk i 2016. Hvor musikken og teksterne stiller spørgsmål til os som mennesker, skaber lydhørhed, identifikation eller forundring. Det er så at sige udvalgets playliste til en musikalsk dannelsesrejse anno 2016".

Tre værker præmieres med 100.000 kroner.

Bisse (alias Thorbjørn Radisch Bredkjær)
for "Happy Meal" og "Højlandet".
”Bisse har haft et eksplosivt 2016 og leverer en sjældent set kraftpræstation på udgivelsesfronten med sine vildtvoksende, komplekse og samtidig helt nære sange og ikke mindst sangtekster, som trækker på traditionen, men også sætter sin helt egen dagsorden.”
Præmieres med 100.000 kr.



Marius Neset for "Snowmelt"
”Snowmelt er et fænomenalt album, hvor musikalsk ekvilibrisme går hånd i hånd med det personlige udtryk og en helt enestående formidabel harmonisk, melodisk og rytmisk forståelse.”
Præmieres med 100.000 kr.

Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð og Allan Gravgaard Madsen for "BEINTA – en symfonisk sangcyklus"
”Beinta er et gribende smukt og dramatisk symfonisk kvad, frigjort af genrer og tradition. Orkestreringen har skabt et særligt dybt perspektiv med overraskende detaljer og stemmen fuldt integreret. Lytteren omsluttes af værket, som ramme om de indre landskabers dramatiske kompleksitet. Det er tristesse og medrivende Nordic Noir.”
Præmieres med 100.000 kr.



BEINTA - Teaser from Rammatik on Vimeo.


De øvrige 14 præmieringer med 50.000 kr. til hver går til:

Agnes Obel for "Citizen of Glass"
Sivas for "Familie før 'Para'"
Benal for "Nu"
Michael Falch for "Pludselig Alting Samtidig"
Irah for "Into Dimensions"
Heine Hansen for "Signatur"
Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet for "You’re beautiful I’m beautiful Lets Have a Beautiful Night"
Jóhann Jóhannson for "Arrival"
SØS Gunver Ryberg og Martin Stig Andersen for "Inside"
Ragnhild May og Stefan Maier for "Music for Organs"
Ole Buck for "Naacal"
Bent Sørensen for "Mignon"
Rune Glerup for "Symfoni"
Thomas Agerfeldt Olesen for "The Picture of Dorian Gray"

Se begrundelser for alle de 17 præmieringer her.

Om præmieringer
Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal musikværker, som har betydet noget særligt i dansk musik. Man kan ikke søge om at blive præmieret, da udvalget frit vælger mellem årets nye musikalske værker.

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik består af komponist og sangskriver Kristina Holgersen (formand), komponist Line Tjørnhøj, komponist Mike Sheridan, komponist Anders Brødsgaard og jazzpianist Mads Bærentzen.

ANNONCE