Nyhed

Brit Awards 2016: Her er vinderne

Den britiske musikprisuddeling blev uddelt i går, se her hvem der stak af med priserne

I går blev Brit Awards 2016 – det britiske svar på Grammy – uddelt i London. På scenen stod kunstnere som Rihanna, The Weeknd, James Bay, Little Mix og Adele, for at nævne nogle stykker, og priser blev uddelt i en række kategorier.

Glitter og stads var der ikke mangel på – selv om de store skandaler udeblev.

Aftenens store vinder blev Adele, som stak af med priserne i kategorierne for årets bedste kvindelige britiske kunstner, årets britiske single ("Hello"), global succes og årets britiske album ("25").


Hun benyttede også en af takketalerne til at vise sin støtte til Kesha, som på det seneste har været i mediernes søgelys på grund af voldtægtsanklager mod sin tidligere producer Dr. Luke og retsagen mod pladeselskabet Sony. Læs om det her.

Coldplay blev kåret til årets britiske gruppe, mens Tame Impala blev årets internationale gruppe. James Bay, som spiller i Vega den 23. marts, fik prisen for årets bedste britiske mandlige kunstner, mens Justin Bieber og Björk modtog de internationale priser for soloartister.

Nylig afdøde David Bowie blev også hyldet i hjemlandet under aftenens uddeling på en lidt mere afdæmpet måde end under den amerikanske Grammy-prisuddeling for lige over en uge siden. Først holdt Annie Lennox en tale til sin nære ven, før skuespilleren Gary Oldman tog imod ikon-prisen på vegne af den afdøde stjernens familie. Derefter ledte Bowies gamle turnéband an i et medley af nogle af hans mest kendte sange, før Lorde kom ind og tog vokal-tjansen på en glimrende version af "Life on Mars".


Se listen over alle vinderne på Brit Awards' hjemmeside.

 

ANNONCE