Nyhed

Dr. Luke svarer tilbage på Keshas voldtægts-påstande

Produceren fik nok af Twitter-kampagnen #FreeKesha

Keshas producer Dr. Luke, hvis rigtige navn er Lukasz Gottwald, har for første gang svaret tilbage på Keshas voldtægts-påstande, der lyder på, at Gottwald har bedøvet og seksuelt misbrugt sangerinden.

Allerede tilbage i 00'erne startede de første beskyldninger om seksuelt misbrug, som endte i en retssag, hvor Kesha tabte. I fredags blev sangerinden afvist i en anden retssag, hvor Kesha havde søgt om at få sin nuværende kontrakt med Dr. Lukes pladeselskab annulleret. Kesha kan dermed ikke indspille sin musik hos et andet pladeselskab.

Som følge af Keshas mislykkede retssag viste flere af sangerindens kollegaer deres medfølelse på Twitter, heriblandt Lorde, Lady Gaga og Demi Lovato. Taylor Swift viste sin støtte ved at donere 250.000 dollars (1,7 millioner kroner) til den afviste sangerinde. Sangerindernes støtte startede en bølge af tweets, der gik under hashtagget #FreeKesha


Dr. Luke har nu fået nok af #FreeKesha-kampagnen og svarede derfor tilbage på Twitter. Det er hermed første gang, at produceren udtaler sig offentligt om Keshas voldtægts-påstande.

"Indtil nu har jeg ikke kommenteret på retssagerne som skal løses i retssalen, ikke her på Twitter", skriver Gottwald.

Grottwald fortsætter: "Det er en skam, at der er så meget spekulation derude baseret på så lidt information" og "den eneste fuldstændigt objektive person, som kender kendsgerningerne er dommeren. Dommeren dømte ikke til fordel for Kesha i fredags."


Herefter skrev den anklagede producer: "Jeg har ikke voldtaget Kesha, og jeg har aldrig haft sex med hende" og "Kesha har under ed afvist de forfærdelige påstande, som nu er kommet frem imod mig." Herefter tweetede Gottwald screenshots fra artikler fra både TMZ og New York Daily News, som dækkede Keshas vidneudsagn fra 2011 – begge viser, at Kesha afviste påstanden om voldtægt tilbage i 2011.

Senere skriver Gottwald: "Det er sørgeligt, at hun ville gøre en kontraktforhandling til noget så forfærdeligt og usandt", "men jeg er overbevist om, at når dette er overstået, vil løgnene komme frem, og sandheden vil sejre."

ANNONCE