Nyhed

Hør St. Vincent spille The Rolling Stones

Den talentfulde Annie Clark har begået et cover af 'Emotional Rescue' til filmsoundtracket 'A Bigger Splash'

St. Vincent har løftet sløret for sit cover af The Rolling Stones' "Emotional Rescue", som hun har indspillet til filmen "A Bigger Splash". Hør det her forneden.

The Rolling Stones udgav i 1980 deres 15. britiske album, "Emotional Rescue", hvorfra titelsinglen naturligvis stammer. Til trods for at singlen blev vel modtaget af bandets fans, gav Jagger & co. den først en live-debut i 2013. Om fans af The Stones også vil være med på St. Vincents udgave er ikke til at spå, men Annie Clark giver den et fornemt make-over.

St. Vincent var sidst albumaktuel med sit selvbetitlede album i 2014. Det modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann, der blandt andet skrev: "Atter en gang har amerikaneren begået et voldsomt medrivende sammensurium af dybt kreative impulser, og Clark sætter således nok en gang en eftertrykkelig streg under sit enorme format som såvel skæv sangskriver som uortodoks og fandenivoldsk guitarist af rang."

Sidste år var St. Vincent at finde på årets Roskilde Festival, hvor hun ligeledes modtog fem stjerner. GAFFAs anmelder konkluderede: "En koncertoplevelse, der gør det velkendte instrument til uudforsket land. Igen."

Hør St. Vincents udgave af "Emotional Rescue" her: 


ANNONCE