Nyhed

Ny Hozier-single sætter spot på voldsramte kvinder

Den irske musiker er aktuel med en følelsesladet musikvideo, der rammende udkommer på Valentines Dag

De to irske kunstnere, musikeren Hozier og skuespillerinden Saoirse Ronan, udgiver i dag en musikvideo til Hoziers sang "Cherry Wine". Det er dog ikke kun for at fejre Valentine's Dag, at Hozier er aktuel med singlen, men også for at sætte fokus på det yderst alvorlige emne; vold i hjemmet. Se musikvideoen her forneden.

Ud over musikvideoen blev "Cherry Wine" også udgivet eksklusivt på iTunes den 12. februar, hvor Hozier, Columbia Records, Island Records og Sony/ATV Music Publishing har valgt, at al fortjeneste fra singlen doneres til nationale velgørenhedsorganisationer verden over. I Danmark har kunstnerne valgt, at pengene skal gå til foreningen LOKK – Landsorganisation af kvindekrisecentre.

Den følelsesladede musikvideo har den Oscar-nominerede Saoirse Ronan i hovedrollen. I videoen spiller hun en kvinde, som lever i et fysisk voldeligt forhold. Udover Saoirse finder vi også Moe Dunford, som blandt andet er kendt fra serien Game Of Thrones, og som her spiller den voldelige kæreste. Musikvideoen er instrueret af den Emmy-vindende og irske Dearbhla Walsh.


"Cherry Wine" er skrevet af Hozier og giver os en unik indsigt i et forhold præget af vold. Sangen forsøger at kaste lys på den onde cirkel af retfærdiggørelse, som ofte er en meget stor del af problemet. En ond cirkel, der holder ofrene fanget i forholdet og mange eksperter har igennem tidens løb udtalt, at det er netop denne onde cirkel, der styrer misbruget. Den er med til at bringe skam over ofret og flytter ansvaret fra misbrugeren over på den misbrugte.

Hozier udtaler i forbindelse med et interview om kampagnen:

"Vold i hjemmet er desværre et vedvarende problem i vores samfund, og ser man på statistikkerne og ikke mindst de konsekvenser, det har for de enkelte familier, kan man kun blive skræmt. Da jeg skrev sangen 'Cherry Wine', forsøgte jeg at beskrive, hvor vanskeligt det er at komme ud af et voldeligt forhold, og hvilken dynamik der ligger til grund for, at det er så svært. Jeg føler mig yderst beæret over, at Saoirse Ronan, Dearbhla Walsh og Moe Dunford har valgt at gøre mig selskab i forsøget på at øge opmærksomheden omkring vold i hjemmet, og det er meget vigtigt for mig, at overskuddet fra denne udgivelse går til de nationale velgørenhedsorganisationer, vi har valgt at samarbejde med."


Singlen er også at finde på Hoziers selvbetitlede debutalbum fra 2014. Det modtog fem stjerner af GAFFAs musikanmelder Malena Salvado under overskriften: "Halleluja – hypen holder."

Hozier giver en udsolgt koncert i Falconer Salen 29. februar.

Du kan se "Cherry Wine" her: 

ANNONCE