Nyhed

Fem nye elektroniske navne til Tinderbox 2016 – og en aflysning

Swedish House Mafia-dj’en Steve Angello headliner MagicBox-scenen

Sidste år lukkede Axwell & Ingrosso fra den succesfulde svenske dj-trio Swedish House Mafia Tinderbox' elektroniske scene, MagicBox, på festivalens sidste aften. I år tager tredje medlem af mafiaen, den græskfødte Steve Angello, skansen alene og lukker festivalen torsdag aften.

Steve Angello har dj'et siden en alder af 12 år og fik sit internationale gennembrud i 2004 med sine remix af Eurythmics' "Sweet Dreams" og Robin S-klassikeren "Show Me Love". Mens Swedish House Mafia foreløbigt er på pause på ubestemt tid, har medlemmerne hver især genoptaget deres solokarrierer.

Angello får desuden selskab af de to hollandske dj's og EDM-artister Don Diablo og Sam Feldt. Også den danske dj-trio AV AV AV og duoen TooManyLeftHands kommer og repræsenterer Danmark på den elektroniske scene.


RL Grime er desværre blevet nødt til at aflyse sin koncert på Tinderbox på grund af et længerevarende engagement i Las Vegas.

Tinderbox har en travl januar foran sig, da størstedelen af de resterende bookinger vil blive offentliggjort løbende denne måned. Dermed er det foreløbige program for Tidnerbox 2016: Rammstein, Volbeat, David Guetta, The National, Suede, Steve Angello, Lukas Graham, Malk De Koijn, Dizzy Mizz Lizzy, The Minds of 99, The 1975, Saybia, Don Diablo, Lost Frequencies, Mac Miller, Of Monsters and Men, Otto Knows, The Sandmen, Ukendt Kunstner, Yellow Claw, Sam Feldt, TooManyLeftHands og Av Av Av.

Tinderbox finder sted d. 23. – 25. juni 2016 i Tusindårsskoven i Odense. Billetter kan købes her.

ANNONCE