Den syriske bryllupssanger lægger vejen forbi Danmark allerede til foråret
Syrien er heldigvis andet end krig, død og elendighed: Syriske Omar Souleyman er klar til at spille Pumpehuset i København op til fest lørdag den 5. marts.
Den tidligere bryllupssanger har turneret verden tynd og lært Vesten om den livsglade syriske musikkultur. Hans seneste album, ''Bahdeni Nani'', er en opskrift på fest og kærlighed, hvilket kan opleves på egen krop i København til foråret.
Det meget personlige album tager lytteren tilbage til Souleymans arbejde med poeten Ahmad Alsamer, som har forfattet tekst til nogle af sangerens allerstørste hits, blandt andet ''Kaset Hanzel'', ''Khattaba'' og ''Shift-al Mani'', og teksterne beskæftiger sig med kærlighedens indre forvirring, at lindre det lidende hjerte og erklære evig kærlighed.
Omar Souleyman har samarbejdet med flere prominente og umiddelbart overraskende kunstnere på sit nyeste album. Blandt andre har Modeselektor og Cole Alexander fra Black Lips hjulpet til med at skabe Omar Souleymans unikke lydvirvar af syrisk techno, kitsch-kvalitet, skramlet lyd, billige keyboardrytmer og bryllupssang.
Omar Souleyman udgav sin første album-compilation ''Highway to Hassake'' i 2006, men fik sit store gennembrud i vesten med ''Wenu Wenu'' fra 2013. Han har spillet ved alt lige fra syriske bryllupsceremonier til uddelingen af Nobels Fredspris i 2013 og viser hver gang stor taknemmelighed over sit følge af musikfans.
Herhjemme har Omar Souleyman været en flittig gæst med optrædener til både Distortion og CPH:DOX.
Billetsalget starter tirsdag den 26. januar via Billetlugen.
Få en forsmag på Omar Souleymans helt uforlignelige lyd på nummeret ''Warni Warni'' her: