Nyhed

Musik i Lejet: Vi er en festival, der interagerer med sine omgivelser

Vi har talt med bookingansvarlig Andreas Thomas Gravengaard om årets festival

Torsdag den 21.-23. juli finder den udsolgte festival Musik i Lejet sted i Tisvildeleje. GAFFA har talt med Andreas Thomas Gravengaard, bookingansvarlig på Musik i Lejet, der kalder Lejet for sommerens festival og i interviewet giver sine musikanbefalinger.

Hvad skal man opleve på Musik i Lejet?

– Vi laver en blandet pose af meget forskellig musik inden for primært genrerne elektropop, rock og indie, og det er netop styrken ved vores line-up. Noget, der sjovt ved vores program er blandt andet, at det ikke nødvendigvis er al musik, man kender virkeligt godt, fordi mange af de kunstnere, der kommer, er relativt nye på den musikalske scene. Det gør, at folk kan gå på opdagelse i det frem for på forhånd at komme efter et specifikt band, de kender.


– Vi har det sådan, at vi forsøger at skabe en festival omkring dj’ens bedste bud på forløbet på en festival. Vi har forsøgt at kombinere det nye unge, usete og uhørte med nogle etablerede danske navne. Der kommer blandt andre nogle spændende udenlandske ting på programmet, for eksempel S.G. Lewis og Roosevelt. Det glæder jeg mig til at høre, for det er ikke hver dag de giver koncert i Danmark. Så er der også alle de upcoming danske navne, for eksempel Saveus, Chinah og LISS, som ikke har spillet specielt mange koncerter førhen, og som det bliver spændende at se, om har en fremtid foran sig.

Er der nogle overraskelser i line-uppet?

– Vi har et stort navn i form af Skousen & Ingemann, som jeg glæder mig enormt meget til at se, og som man kan sige er en overraskelse i forhold til resten af programmet, da det navn skiller sig lidt ud i forhold til vores profil ved at være et solidt, holdbart og nærmest historisk band. Der er noget nostalgisk forbundet med et sådant navn, som jeg har fulgt gennem mine teenageår, så det bliver sjovt at genhøre.


Hvordan skiller Musik i Lejet sig ud fra andre danske festivaler?

– Festivalen ligger i dejlige omgivelser, så der er god mulighed for at tage en break fra musikken. Man kan gå en tur i skoven, som strækker sig mange kilometer langs kysten lige ved siden af festivalpladsen, eller gå i havet, og så har vi naturligvis den force, at vi har en dejlig strand, der grænser op til festivalen. Vi kalder Musik i Lejet for sommerens festival, fordi festivalen interagerer med sine omgivelser. Du er i Tisvildeleje, en by, som emmer af sommer, hvor du naturligt gør mange af de ting, som du gør, når du er på ferie.

ANNONCE