Nyhed

Musikvideopremiere: Joey Moe synes, du er smukkest på en søndag

Den danske sanger er aktuel med ny musikvideo til sit seneste hit

Joey Moe fejrede sin fødsesldag på en lidt usædvanlig måde. I stedet for en rolig dag hjemme med kagemand indspillede han musikvideo til sit seneste hit, "Smukkest På En Søndag", med sine venner. GAFFA holder premiere, og du kan se den her forneden.

På nuværende tidspunkt ligger "Smukkest På En Søndag" på den danske hitlistes tredjeplads. Den er også allerede blevet afspillet svimlende 3.000.000 gange på Spotify. Joey Moe er selv kommet med ideen til musikvideoen, hvor vi følger Moe rundt i København , og den er instrueret af Nicholas Tobias Følsgaard.

Singlen markerer også et musikalsk skift for Joey Moe, der siden sin sidste udgivelse er blevet far. Det har nemlig fået indflydelse på, hvordan musikken kommer til at lyde - både lyrisk og melodisk. Det mærkes tydeligt på "Smukkest På En Søndag".


"Vi har valgt at lade sangens melodi og tekst være det primære fokus i lydbilledet. Nummeret blev født sammen med et guitarriff, så istedet for at plastre til med med tunge elementer har vi valgt at holde det enkelt, for at ære og bevare den varme og det nærvær, som budskabet indeholder," forklarer Joey Moe og fortæller uddybende om budskabet:

"Nummeret handler om den uperfekte perfekte kærlighed. Der sker noget magisk i mødet med det uperfekte - når vi tør stå ved os selv, er vi så meget nemmere at elske. I sofaen på en søndag kun iført T-shirt, er et udtryk for, at det er i de hjemlige omgivelser, vi slapper allermest af og dermed også vores såkaldte 'helle' fra det perfekte. Når vi er til stede i hinandens nærvær og tør åbne op, kommer det perfekte frem i os. Det smukkeste ved en kvinde er i virkeligheden, når hun tør være sig selv."

I marts var Joey Moe aktuel med den store fotobog på 216 sider, "Bagom". Bogen viser både det flotte og en hidtil uset, upoleret side af Joey Moe, og hvad det vil sige at være en dansk popstjerne. Den er lavet af den danske fotograf Sarah Hesselbo, der i tre år tog land og rige rundt i hælene på Joey Moe for at vise alt det, der ikke normalt ser dagens lys. Læs mere her.

Se "Smukkest På En Søndag" her:


ANNONCE