Christian Hjelm er tilbage med nyt projekt med sangerinden Sarah Hepburn. GAFFA bringer her et kort interview og det første lyt.
Der er atter nyt fra sangskjalden Christian Hjelm. Efter to roste soloalbum på dansk synger Figurines-frontmanden igen på engelsk i et nyt samarbejde med sangerinden Sarah Hepburn, som han først mødte for 11 år siden. De kalder sig Lucky Moon, og du kan høre deres nye single, "Love We Shared", der er udkommet i dag, her forneden via Spotify.
GAFFA har spurgt Hjelm om det nye projekt, og hvad vi ellers kan forvente fra den nye duo.
Hvordan mødte du og Sarah Hepburn hinanden - og hvorfor har I ventet 11 år med at lave noget sammen?
– Vi mødte hinanden under indspilningerne til en plade, vi begge to medvirkede på i sommeren 2005 (Music from W at Mungo Park). Lidt ved et tilfælde endte vi med at synge nogle gamle amerikanske traditionals sammen på den plade, og der kunne vi mærke, at vores stemmer klingede naturligt sammen.
– Den oplevelse satte noget i gang indeni os, og vi vidste at vi en dag ville lave en plade. Der skulle så bare gå 11 år, før det skete!
– I 2005 og frem til 2011 brugte jeg al min tid på Figurines og derefter mine solo-albums. Sarah havde sin egen solokarrie dengang, og efterfølgende var hun indvolveret i blandt andet Kloster, Hymns From Nineveh, Mechanical Bird og hendes nyere band Blood On A Feather. Med andre ord havde vi svært ved at finde tiden til Lucky Moon i forholdt alt det andet, vi begge havde gang.
– Igennem årene mødtes vi dog af og til og nedfældede idéer på papir, og hvad end vi kunne optage på, såsom iPhones og diktafoner. Til sidst fandt vi heldigvis tiden og kunne gå de sidste mil i dybden med vores vibe, gik i studiet og indspillede intenst live i to dage, og alt endte lykkeligt. Vi har nu sluppet vores første single "Love We Shared", og mere er på vej.
"Love We Shared" er lidt af en afstikker i forhold til dine to seneste soloalbum på dansk. Man fornemmer en country-inspiration – der er sådan lidt Ryan Adams og Emmy Lou Harris – er det et country-projekt, og hvad er inspirationskilderne?
- Vi ser ikke Lucky Moon som en bestemt genre. Det, som er vigtigt for os, er at skabe et bånd og en magisk forbindelse mellem melodierne, teksterne og arrangementerne i sangene, og måden vi har grebet det an på er at fokusere på et råt akustisk udtryk med få elementer, spartansk om man vil, for at finde ind til en kernen af, hvad vi er og står for og dermed lade det være drivkraften og nerven i musikken.
Hvad er planerne for Lucky Moon? Er det noget, som du nu arbejder målrettet på, eller kan vi forvente et nyt soloalbum eller er der planer med Figurines?
– Mens man arbejder på noget er det jo selvfølgelig meget målrettet, og planen for Lucky Moon er, at vi udgiver et mini-album til september. Lige nu er vores single “Love We Shared" som sagt ude, og den håber vi selvfølgelig får en masse sol her henover sommeren.
Du kan høre "Love We Shared" via Spotify her: