En Reddit-bruger hævder at have fra en solid kilde, at Tool er færdig med at indspille deres nye album, 'Decem', og har endda vedhæftet en mulig trackliste
Hvis man er Tool-fan, har man måttet væbne sig med tålmodighed, da det nu er hele ti år siden, at det alternative metalband sidst udgav et album. Hvert år har det rygtes, at et nyt album er lige på trapperne. Og hvert år er det blevet skudt i sænk igen. Nu florerer et nyt rygte, som siger, at det nye album, "Decem", udkommer til efteråret. Det lyder fra Metalsucks.net.
Albummet skulle efter sigende være et dobbelt album bestående af overvældende 2,5 times musik - hvad da også kun virker rimeligt efter ti års ventetid. En Reddit-bruger, som hævder at han eller hendes kilder er "stensikre", rapporterer, at det nye Tool-album er sat til at udkomme til efteråret. Albummet skulle allerede være mixet.
Tråden er allerede blevet fjernet, men ikke før den nåede opmærksomhed fra også Ultimate Guitar. Den lød:
"Jeg tror, Tool har løbet om hjørner med os i pressen. Jeg kan absolut ikke afsløre min kilde til det her. Lad os bare sige, at mixe-processen allerede er overstået.
Jeg vil forsøge at få så mange yderligere informationer, jeg kan, og underbygge pålidelighed. Jeg er også spændt, og jeg håber, at dette er sandt. Jeg vil under ingen omstændigheder afsløre personlige oplysninger om min kilde.
Selvom jeg ikke tror, at det er et troll-job fra min kilde, er der én ting, der gør mig mistænkelig. 'Decem', hvis mine undersøgelser er rigtige, betyder 'ti'. Det kunne referer til de ti år mellem album? I så tilfælde synes det er meget meta for Tool.
Jeg er selv en stor Tool-fan, og jeg vil blive skuffet, hvis ikke det er sandt. Jeg ville bare dele, hvad der kunne være en kæmpe nyhed i musikverdenen."
Vedhæftet tråden var antageligvis også en trackliste. Tool har spillet dele af "Descending" til deres seneste koncerter, og track-tiderne passer overens med dem, som Buzz Osbornes (Melvins) i sidste måned omtalte. Han forklarede i et interview med TeamRock.com, at Tool-guitarist Adam Jones havde fortalt ham om det nye "episke" Tool-materiale og sagt, at ingen af de nye Tool-sange var under tolv minutter lange. (Det skal dog også nævnes, at Osborne sagde, at intet endnu var blevet indspillet.)
Andre brugere på Reddit hævder, at bandet er i gang med at planlægge en turné og påpeger, at bandets officielle webstore, ToolArmy.com, er blevet opgraderet. Disse ting kunne naturligvis være et tilfælde.
I 2006 udgav Tool deres seneste album, "10,000 Days" (der har vi tallet ti igen!), og det modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud. Han skrev: "Når man er kommet sig over den første umiddelbare skuffelse og de første mange gennemlytninger, står man dog med et album, der er vokset betragteligt. Skønt 10,000 Days ikke er et mesterværk, er det fem kvarters krævende og belønnende meditation over døden."
Tool har et ry for at narre deres fans gang på gang, så det kan ikke afvises, at dette er endnu en narrestreg for at holde gryden i kog. Mens vi krydser fingre og venter, tager vi en Tool-klassiker. Du kan se den formodede trackliste under videoen:
Disc 1:
1. Abscissa (13:47)
2. The Awakening (12:03)
3. Gematria (Act I) (14:33)
4. Regresolution (13:56)
5. Divinotus (12:45)
6. Astral (Act II) (12:21)
Disc 2:
7. Descending (13:53)
8. Decem (12:22)
9. Lesous (Act III) (12:43)
10. Principles of March (12:01)
11. Pascal’s Wager (13:46)
12. Zeta (Act IV) (14:27)