Nyhed

Rihanna giver billedside til den 88 sekunder lange 'Goodnight Gotham'

Man kan ikke beskylde sangerinden for at trække i langdrag

Pop-visdom lyder, at hvis du vil have et hit i radioen, skal din sang helst ramme omkvædet inden for 60 sekunder. Den slags kan man dog helt undgå, hvis man som Rihanna har lavet et track som "Goodnight Gotham" på små 88 sekunder. Den har nu fået en billedside, som du kan se her forneden.

"Goodnight Gotham" er et af de korteste tracks på deluxe-udgaven af sangerindens seneste album "Anti". Det har da nok også kunnet berolige i pladeselskabets økonomiafdeling, da budgettet skulle lægges for videoen, at det dog trods alt ikke drejer sig om en blockbuster-filmatisering på længde med "Borte med Blæsten".

I den korte video løber Rihanna ind i en mængde fans, som løfter hende op på deres skuldre, tager selfies og prøver at mase sig med ind i hendes bil.

"Anti" udkom i januar og modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael josé Gonzalez. Han bemærkede, at det ikke var et album lavet for "at please", men til gengæld viste det en ny side af sangerinden. Han skrev: "I det store hele føles Anti mere personlig og inderlig, end hvad vi tidligere har fået fra Rihannas hånd, og produktionsmæssigt kommer vi vidt omkring." Læs hele anmeldelsen her.

Se "Goodnight Gotham" her:


ANNONCE