Den skotske sanger må ændre i sine turnéplaner – dansk støjrockband tager over
Den skotske sangskriver C Duncan er blevet nødt til at ændre sine turnéplaner, hvilket betyder, at han desværre bliver nødt til at aflyse koncerter på tre europæiske festivaler inklusive NorthSide.
Aflysningen betyder til gengæld, at NorthSide nu får mulighed for at sætte danske Childrenn på plakaten. Kvartetten består af fire særdeles erfarne musikere – Jakob Brixen (Mechanical Bird), Manoj Ramdas (Sort Sol/The Raveonettes), Jakob Krogh Jørgensen (Psyched Up Janis) og Rune Nugge Kristensen (PowerSolo), der sammen er en massiv og støjende enhed.
Sammen udsendte de tidligere på året debutalbummet ”Animale”, der fik fem ud af seks stjerner af både GAFFA og Berlingske samt flotte anmeldelser i en lang række europæiske magasiner, og roserne fortsatte, da bandet spillede de første danske koncerter. Her kvitterede GAFFA eksempelvis igen med fem stjerner, da bandet blev sammenlignet med Queens of the Stone Age og Black Rebel Motorcycle Club til en koncert på Posten i Odense.
Der er med andre ord lagt op til en mørk start på programmet på festivalens anden dag, hvor Childrenn overtager pladsen i programmet på P6 Beat Stage kl. 14.15 lørdag.
Der er desuden en programændring fredag nat, hvor Den Sorte Skole får lidt ekstra spilletid. Den københavnske sample-duo er sat til at gå på P6 Beat Stage kl. 01.00 og skulle oprindeligt være gået af efter en time. Men det er slet ikke nok tid til at nyde deres musikalske lektioner, så duoen har fået et ekstra kvarter til at folde deres særegne lydlandskab ud over NorthSide.
Der er dog udsolgt af endagsbilletter til fredag og lørdag og kun ganske få billetter tilbage til søndag. Der er stadig partoutbilletter i salg.
NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2016.
Se videoen til "Handcuffed" med Childrenn:
v>