Nyhed

Edward Snowden på Roskilde: Det betaler sig at bryde loven

Den berømte og berygtede whistleblower blev hyldet af festivalgæsterne

Aktivistkunstgruppen The Yes Men havde direkte hul igennem til den verdensberømte whistleblower, Edward Snowden, på tirsdagens solklare eftermiddag. Efter at have lækket oplysninger om masseovervågning tilbage i 2013, fik han midlertidigt asyl i Moskva, hvor han sad, da en skærm blændede op for en direkte transmission til den berømte og berygtede amerikaner. Et syn, der blev modtaget med klapsalver og hyldest fra de flere tusinde gæster, der var mødt op til dagens interview. 

"Roskilde 2016 Data Politik: Vi forbeholder os retten til at indsamle og gemme tekst- og telefonsamtaler (modtaget eller sendt), mens du opholder dig på festivalens område, på ubestemt tid. Mens du opholder dig på festivalens område, vil al internetaktivitet blive overvåget. Vi forbeholder os retten til at dele det med vores partnere," står der på flere skilte rundt omkring på festivalen. Det har fået sindene i kog hos flere gæster, der har klaget højlydt over den invaderende politik. Det viste sig dog hurtigt, at det var The Yes Men og Edward Snowden, der stod bag de provokerende skilte, og bag mikrofonen blev det bekræftet, at festivalen selvfølgelig ikke overvåger sine gæster, men at "der sikkert er andre, der gør det."

"Jeg er stolt af at være et sted, hvor så mange unge mennesker er interesserede i at værne om deres privatliv," lød det fra Edward Snowden, der understregede, at første skridt mod et samfund uden masseovervågning er bevidstheden om den. Til spørgsmålet om, hvordan overvågning relaterede til festivalens fokus på menneskerettigheder, lød svaret ganske enkelt: "Privatliv er grundlaget for alle menneskerettigheder. Vi bliver overvåget under påstanden om, at det ikke bør berøre os, hvis vi ikke har noget at skjule. Målet helliger midlet. Det er det samme som at sige, at du kan være ligeglad med ytringsfriheden, hvis du alligevel ikke har noget at sige."


Han kunne samtidig berette, at masseovervågningen endnu ikke har kastet et eneste resultat af sig. "Når man overvåger alle, lærer man ingenting. Alt bliver tabt i støj." Det er den støj, Edward Snowden har forsøgt at dulme med sin offentliggørelse af fortrolige oplysninger. "Hvis vi ikke bryder loven, mister vi evnen til at bevæge os frem. Martin Luther King Jr. blev også betragtet som en trussel mod systemet, men han ændrede vores samfund og skubbede os fremad. Ustabilitet er udvikling."

Edward Snowden blev hyldet som en af hverdagens helte af det begejstrede publikum og modtog tordende klapsalver med ordene: "Jeg fortryder ingenting. Jeg ville gøre det igen i morgen."

ANNONCE