Førstepladsen er ikke kendt i den brede offentlighed
Musikerorganisationen Gramex har netop opgjort listen over de 10 mest spillede danske musikere i dansk radio og tv i 2015. Og nej, listen toppes ikke af hverken Lukas Graham eller Rasmus Seebach, men af … Rune Harder Olesen.
Rune Harder Olesen er percussionist og ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Han er til gengæld, ligesom de andre navne i top 10, en af Danmarks mest populære og produktive studiemusikere og producere, der medvirker på et hav af forskellige indspilninger med mange store danske navne.
Rune Harder Olesen har indspillet plader i over 30 år. I Gramex' system er han registreret på op mod 3.000 sange. Tæller man op, hvor mange minutter alle de sange er spillet totalt sidste år, svarer det til cirka ni ugers nonstop airplay. Det gør ham til den suverænt mest spillede danske musiker i radioen.
En nyhed, der glæder Rune Harder Olesen, som har ligget i top tre de sidste mange år, men aldrig nummer ét:
– Fedt! Det er jeg da glad for at høre. Fra nu af sætter jeg hyren op, haha! udtaler han.
Hans første rigtige studiejob var tilbage i 1983. Siden har han indspillet med en lang række store danske kunstnere – heriblandt en hel stribe radioklassikere. Af hits har han blandt andet medvirket på ”Right Next to the Right One” (Tim Christensen), ”Vent på mig” (Peter Frödin og Jimmy Jørgensen), ”Jonathan” (Back to Back), ”Den bedste tid” (One Two), ”The Actor” (Michael Learns to Rock), ”Hvor længe vil du ydmyge dig?” (Danser Med Drenge), ”Sleeping My Day Away” (D-A-D), ”Waterline” (Dizzy Mizz Lizzy) og mange flere.
Gramex har også en liste for hovedartister, og her finder vi så Lukas Graham i front, skarpt forfulgt af Rasmus Seebach. Den mest spillede danske sang i dansk radio og tv i 2015 var Patrick Dorgans "Marilyn".
Gramex er den organisation i Danmark, der sørger for at musikere, sangere og pladeselskaber får betaling for offentlig brug af deres indspilninger – blandt andet i radioen. I dag er der udbetaling til de medlemmer, der er afspillet i 2015.
Gramex er ikke det samme som Koda. Koda forvalter rettigheder på vegne af komponister og tekstforfattere – Gramex forvalter rettigheder på vegne af musikere, sangere, pladeselskaber og producenter.
Top 10: Mest spillede danske musikere i 2015
1 | Rune Harder Olesen (percussion, diverse) |
2 | Jacob Andersen (percussion, diverse) |
3 | Morten Ristorp (producer, Lukas Graham, Patrick Dorgan med flere) |
4 | Fridolin Nordsø (trommer/producer, Christopher, The Mountains, The William Blakes med flere) |
5 | Morten Pilegaard (producer, Lukas Graham, Patrick Dorgan med flere) |
6 | Magnus Larsson (bas, Lukas Graham, Patrick Dorgan med flere) |
7 | Frederik Nordsø (guitar/producer, Christopher, The Mountains, The William Blakes med flere) |
8 | Jonas Krag (guitar, Sanne Salomonsen, Medina, Aura med flere) |
9 | Johannes Jules Wolfson (producer, Nik & Jay, Joey Moe, Burhan G med flere) |
10 | Andreas Martin Sommer (Marie Key, Mads Langer, Gregersen med flere) |
Statistikken omfatter danske udgivelser afspillet i DR, TV2 samt på kommercielle radiostationer.
Kilde: Gramex juni 2016
Årets radiofavorit
Top 10: Mest spillede danske hovedartist i 2015
1 | Lukas Graham |
2 | Rasmus Seebach |
3 | Marie Key |
4 | Scarlet Pleasure |
5 | TV-2 |
6 | Rasmus Walter |
7 | Patrick Dorgan |
8 | Medina |
9 | Stine Bramsen |
10 | D-A-D |
Statistikken omfatter danske udgivelser afspillet i DR, TV2 samt på kommercielle radiostationer.
Kilde: Gramex juni 2016
Årets største radiohits
Top 10: Mest spillede danske sang i 2015
| Titel | Hovedartist |
1 | Marilyn | Patrick Dorgan |
2 | Kærlighed & krig | Burhan G feat. Molly Sanden |
3 | Heat | Scarlet Pleasure |
4 | Vi to datid nu | Cisilia |
5 | Når intet er godt nok | Medina |
6 | Uanset | Rasmus Seebach |
7 | 7 Years | Lukas Graham |
8 | Før vi falder | Noah |
9 | På en dag som i dag | Rasmus Walter |
10 | Strip No More | Lukas Graham |
Statistikken omfatter danske udgivelser afspillet i DR, TV2 samt på kommercielle radiostationer.
Kilde: Gramex juni 2016
Se Rune Harder Olesen, til en afveksling i centrum, med gruppen Once Around the Park i 1997: