Nyhed

Indians’ Søren Juul dropper bandnavnet og udgiver debutopfølger i eget navn

Du kan også se hans helt nye video til sangen "Seventeen"

I dag udsender Søren Juul, tidligere kendt som Indians, sit andet album, "This Moment". Vi har talt med ham om det nye album og hans "nye" navn. Nedenfor kan du se hans helt nye video, "Seventeen":

Hej Søren, fedt album, men hvorfor udgiver du albummet i eget navn og ikke som Indians?

­– Jeg syntes, det var på tide. Jeg følte mig klar til at udgive i eget navn. Det er mere nærværende, og jeg har ikke længere brug for at beskytte mig bag et bandnavn. Det giver god mening i forhold til musikken at udgive i eget navn, og jeg syntes, timingen var god. Men selvom jeg ikke længere hedder Indians, hører de to plader sammen, det er ikke sådan, at jeg pludselig er begyndt at skrive på en anden måde. Jeg vil nærmest sige, der er et bror/søster-forhold mellem det nye album, This Moment, og Somewhere Else.


Og 4AD (legendarisk engelsk pladeselskab, kendt for Bon Iver, Efterklang/Liima, The National og mange flere, red.) var ikke nervøs for dit meget danske navn?

– Nej, jeg tror, de syntes, det gav hele projektet et lidt eksotisk strejf. Folk i udlandet synes, det er enormt interessant, når man kommer fra Danmark – og Norden og Skandinavien i det hele taget. Der tales meget om den nordiske lyd.

Hvad synes du selv om det begreb?


– Jeg synes, det giver god mening. Man er jo påvirket af det vind og vejr, man bor i. Der er for eksempel også en grund til, at musik lyder, som det gør på Jamaica.

Hvad skal man lægge i albumtitlen, This Moment?

– Det er en hyldest til nuet. Det handler om ting, som er skrevet i et nærvær. Ting, jeg har oplevet, når jeg har været ude at rejse og været på turné. Det handler om personlige oplevelser. Det er også en hyldest til det at være nærværende. Noget, der godt kan være en udfordring i dag, og det er noget jeg tænker rigtig meget over, det med at være til stede i øjeblikket. Det er for nemt at blive afbrudt i sin tilstedeværelse.


Hvordan kunne du mærke effekten af at have din sang Oblivion med i succesfilmen A Fault In Our Stars?

– Jeg har især kunnet mærke det på de sociale medier. Sangen er skrevet til filmen, så indgangsvinklen var anderledes, end den plejer at være. Men den har været medvirkende til, at et andet publikum har opfanget pladerne, og det har været god reklame for mig som kunstner. Jeg har godt kunnet mærke, at jeg er kommet i fokus hos et yngre publikum, end jeg normalt har været i kontakt med.

Sangen er i skrivende stund blevet afspillet mere end 1.800.000 gange på YouTube. Spiller du den til dine koncerter?


– Nej, det gør jeg ikke. Der er de mere mine andre sange, det handler om.

Flere af sangene er skrevet i Svendborg. Hvorfor lige der?

– Nogle af de sidste sange er skrevet der, men jeg har også skrevet undervejs, når jeg har været på tour. Men forklaringen er, at jeg er flyttet til Svendborg. Jeg har egentlig aldrig tænkt, jeg skulle bo på Fyn, men jeg har noget familie og nogle venner her, og så er der en dejlig plads og ro. Jeg brugte ikke Købehavn så meget længere, og her er helt fantastisk. Jeg har været heldig nok til at have oplevet rigtig mange steder i verden, og Svendborg er absolut et af de smukkeste.


Hvad vil du gerne have, lytteren tager med sig fra albummet her?

– Man skal tage sig tid til pladen. Det er et af den slags album, der vokser med tiden. Den kan skabe en stemning, fordi den handler om intense oplevelser og følelser og relationer, jeg tror, alle kan genkende. Man skal tage det med sig, man kan genkende i sig selv.


ANNONCE