Det er en dybt nysgerrig og provokerende komponist, der i går gik bort
Det er en af dansk musiks store komponister, der gik bort i går.
En mand der gik sine egne veje, og skabte en musik, der favnede alskens egne på jorden. Ligesom han blandt andet med afsæt i komponister som John Cage og Edgard Varèse – som også var blandt andre Frank Zappas store forbilleder – og kunstretninger som specielt pop-art ville sætte elementer sammen med en nærmest tilfældig tilgang, der skabte store overraskelser.
Som det er blevet sagt om ham:
”Pelle Gudmundsen-Holmgreens verden rummer mange modstridende fænomener, ja’er og nej’er, på stort set alle niveauer i musikken: voldsom larm side om side med det næsten uhørlige; treklange side om side med ikke-tonalitet; nærmest monotone gentagelsesmoduler over for de mest overraskende indskydelser og en egen sans for teatralsk timing; streng og ”ren” konstruktivitet befriet for associationer i selskab med lystige melodier, ucensurerede og usmykkede banaliteter og spilleanvisninger, som for eksempel tilskriver musikerne at spille ”amatør-agtigt”; en stærk og ofte grovkornet sans for komik eller ligefrem en forkærlighed for pinligheder parret med blottelser af den mest skrøbelige sårbarhed; enkelhed og klarhed i motiver og strukturer, for eksempel ved symmetrisk udvalgte dele af det kromatiske rum, i kombination med en anarkistisk modvilje mod den stort anlagte ”runde” eller centrale form” (Ursula Andkjær Olsen).
Søn af billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen tænkte han tidligt visuelt. Vi skal tilbage til slutningen af 1950’erne og ind i 1960’erne, hvor han med en stor kærlighed til så vidt forskellige kunstnere som den amerikanske maler Robert Rauschenberg, det tidligt afdøde danske digter Hans-Jørgen Nielsen og den irske dramatiker Samuel Becketts absurde teater gik i gang med at studere på konservatoriet i København med komponisten Finn Høffding som lærer.
Han blev en del af den moderne danske skole, og han markerede sig tidligt med korværker, noget vi i dag kan glæde os over i glimrende indspilninger med specielt det danske Ars Nova-kor. Andre der har inspillet hans ting er Kronos Quartet, der indspillede "Moving Still 1. Moving (Europe Seen in a Week)”.
Hans hovedværker er nok "Tricolore IV" – der skabte skandale og fik publikum til at komme med tilråb ved en opførelse til en avantgardefestival omkring 1970 - "Symfoni-Antifoni", "Triptykon" og "Concerto Grosso". "Symfoni-Antifoni", der kom i 1977, blev belønnet med Nordisk Råds Musikpris i 1980, og som sagt populært veksler mellem det dybt udflippede, nærmest punk’ede i visse passager, ikke ulig Igor Stravinskij og så har dele af en krystallinsk æterisk skønhed.
Det er en vidende og nysgerrig mand, der var aktiv til det sidste, der i går gik bort. Et menneske, der var levende interesseret i alverdens musik, og blandt andet de senere år ville udtrykke dyb fascination for mongolsk strubesang, for nu at tage et eksempel.
I forbindelse med sin 80-årsdag så han tilbage på sit liv og udtalte:
- I begyndelsen af mit liv var jeg indstillet på at betragte det som håbløst at være komponist. At det var håbløst at skulle følge op på al den musik, der allerede var skrevet. Men sådan kan man ikke stille det op. Hver tid har sine idéer. Og selvom man ser sig selv som professionelt bagud i forhold til den utrolige musik, der allerede findes, synes jeg ikke, at man skal lade sig slå ud af det.
- Man er nødt til at bevare en form for naivitet som komponist. Ellers risikerer man at miste humøret. Jeg har haft nogle kriser, men har vænnet mig til affærdige dem. Så længe jeg synes, at jeg har noget at sige, så gør jeg det. Ligegyldigt om det bliver vellykket eller accepteret!
For undertegnede er han en legende. Sammen med Povl Rovsing-Olsen og Per Nørgaard en kilde til grænseløs musik, fra det legende til det stringente, men også altfavnende uden nogensinde at opgive nysgerrigheden eller stille sig tilfreds.
Så sent som for 11 dage siden blev han hyldet for opførelsen af sine strygerkvartetter "All Is One" ved KLANG Copenhagen Avantgarden Music Fenstival i Teater Republique, ligesom en ny film med den rammende titel "På Tværs" af instruktøren Birgit Tengbjerg blev præsenteret.
Her var det tydeligt, at han var svækket, som følge af en meget aggresiv kræft, men selv den fik ham typisk nok ikke til at holde sig væk.
Lad mig til sidst anbefale et møde med manden, filmet af Jytte Rex og udgivet som Pelle Gudmundsen-Holmgreen – "Musikken er et monster" (2007). Her er et klip, hvor komponisten lyslevende padler afsted i en kano, mens han efterligner blandt andet fugle og får og taler om, hvorfor han synes, at det er musik. Meget underholdende:
Pelle Gudmundsen-Holmgren (1932-2016) – Æret være hans minde