Nyhed

Princes dødsårsag fastslået

Legenden døde af en overdosis smertestillende medicin

Det er nu fastslået, hvorfor Prince døde pludseligt den 21. april, 57 år gammel: En utilsigtet overdosis af det smertestillende middel Fentanyl. Det skriver Associated Press på baggrund af en retsmedicinsk rapport fra The Midwest Medical Examiner's Office.

Ifølge New York Times havde Prince udviklet en afhængighed af smertestillende midler, og venner havde forsøgt at få ham til at gå i behandling hos Dr. Howard Kornfeld, der driver en afvænningsklinik i Californien. En advokat for lægens familie fortæller, at lægen havde sendt sin søn Andrew hen for at mødes med Prince i dennes hjem og studie, Paisley Park i Minneapolis-forstaden Chanhassen, men fandt Prince livløs og ringede til alarmcentralen.

Prince døde få dage efter at have givet en koncert på sin soloturné A Piano and a Microphone. Kort forinden måtte han nødlande i sit privatfly, angiveligt grundet influenza. Ifølge Associated Press var han bevidstløs, da flyet landede.


Prince efterlod sig ikke noget testamente. Ifølge Daily Mail har hele 700 personer påstået, at de er Princes søskende og dermed har ret til at arve ham. Han har officielt én søster og fem halvsøskende, hans forældre er døde, og han har så vidt vides ikke efterladt sig børn. Prince og hans daværende kone Mayte Garcia fik i 1996 en søn, Boy Gregory, som imidlertid døde en uge gammel af sygdommen Phieffer Syndrom.

Prince nåede at udgive 39 studiealbum og har solgt mere end 100 millioner plader.

ANNONCE