Dansk popstjerne afløser svensk kollega
Den svenske popstjerne Veronica Maggio er desværre blevet syg og må derfor aflyse sin optræden på årets Tinderbox. I stedet kommer den danske kunstner Stine Bramsen og spiller i Tusindårsskoven.
– Veronica Maggio er blevet syg og har måttet aflyse alle shows i den her uge – og altså også på Tinderbox. Det er selvfølgelig en kedelig nyhed på samme måde, som alle andre aflysninger er det, men til gengæld er vi ret begejstrede over, at vi har fundet en rigtig værdig afløser i Stine Bramsen, siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe.
Stine Bramsen er klar til at indtage Tinderbox:
– Jeg er stor fan af min svenske popkollega Veronica Maggio, og det er ærgerligt for alle dem, der havde glædet sig til at se hende. Men jeg lover, at mine seje musikere og jeg gør vores til, at vi får en kæmpe fest, så jeg glæder mig vanvittigt til spille på Tinderbox for første gang, siger Stine Bramsen.
Tinderbox har netop meldt udsolgt af partoutbilletter. Til gengæld er der lidt endagsbilletter tilbage til fredag og lørdag, så det kan altså stadig lade sig gøre at opleve Stine Bramsen, når hun spiller på Blå Scene fredag kl. 17.05.
Som en lille anekdote kan det tilføjes, at Stine Bramsen tidligere på året på Twitter kritiserede Tinderbox for at have for få kvinder på programmet. Det var dog inden, festivalen offentliggjorde Veronica Maggio, Aura og Baby in Vain til programmet.
Skuffede Veronica Maggio-fans kan glæde sig over, at hun kan opleves i Danmark i sensommeren, dog ikke på Fyn. Turnéen ser ud som følger:
Onsdag d. 31. august: København, Store Vega
Torsdag d. 1. september: Aarhus, Train
Fredag d. 2. september.: Aalborg, Musikkens Hus