Nyhed

The Yes Men og Edward Snowden afslører omdiskuterede falske skilte på Roskilde Festival

”Vi forbeholder os ret til at indsamle og gemme tekst- og telefonsamtaler, mens du opholder dig på festivalens omårde, på ubestemt tid,” stod der blandt andet.

Den verdenskendte aktivistkunstgruppe The Yes Men har i samarbejde med den berømte whistleblower Edward Snowden opsat en række opsigtsvækkende skilte på dette års Roskilde Festival.

Skiltene proklamerede, at festivalen forbeholdt sig retten til at indsamle og gemme al internetaktivitet samt tekst- og telefonsamtaler fortaget på festivalens område. Det fandt festivalens gæster sig bestemt ikke i, og de seneste dage har der været en strøm af vrede udbrud fra gæster, der ikke finder sig i digital overvågning på de sociale medier. 

Præcis som aktørerne ønskede og håbede. Hvert år har Roskilde Festival et fokusområde, der berører problematikker i samfundet. I år handler det om lighed og menneskerettigheder og har fået temanavnet ”Stand Up For Your Rights”.


Med det som tema opsatte aktørerne denne falske påstand: ”Roskilde 2016 Data Politik: Vi forbeholder os retten til at indsamle og gemme tekst- og telefonsamtaler (modtaget eller sendt), mens du opholder dig på festivalens område, på ubestemt tid. Mens du opholder dig på festivalens område, vil al internetaktivitet blive overvåget. Vi forbeholder os retten til at dele det med vores partnere.”

I dag den 28. juni kan man opleve The Yes Men live-interviewe Edward Snowden, der er med på en satellitforbindelse fra sit eksil i Moskva. Det sker i Rising City i campingbyen klokken 16.15.

Talskvinden fra Roskilde Festival, Christina Bilde siger om projektet: 

”Skiltene er en del af et kunstværk udført af The Yes Men og Edward Snowden, og budskaberne på skiltene er usande. Vi har et særligt fokus på menneskerettigheder i år – herunder også retten til privatliv og den måde, den udfordres, blandt andet af digital overvågning. Det er baggrunden for samarbejdet med The Yes Men og Edward Snowden, og vi valgte at gå aktivt ind i det på en så grænseprøvende måde for at skabe debat og få vores deltagere til at tage aktiv stilling.

Vi er klar over, at vi har taget debatten og vores gæsters og mediernes tillid til grænsen. Det var en risiko, som vi valgte at løbe. Mange er blevet fortvivlede eller vrede, og jeg skal ærligt indrømme, at det har været hårdt at følge med på de sociale medier undervejs. Men projektet er forløbet nøjagtigt, som The Yes Men og Edward Snowden planlagde i forvejen.


Det har været opløftende, at deltagerne tog så aktivt stilling og sagde fra i forhold til skiltene. Man kunne jo også have frygtet, at de ikke ville engagere sig, netop fordi digital overvågning på mange måder er blevet en del af vores hverdag. Så meget desto vigtigere er det, at vi alle er bevidste om det, er parate til at debattere det og stille spørgsmål til det. Og jeg er sikker på, at problematikken bliver tegnet endnu tydeligere op for alle, der vælger at overvære samtalen mellem Edward Snowden og The Yes Men på festivalpladsen.”

 

ANNONCE