Nyhed

Gregory Porter sidste hovednavn på dette års Jazzfestival

Souljazz-fænomenet gæster dette års Copenhagen Jazz Festival og fuldender dermed listen af internationale artister.

Den 6. juli kan du igen opleve den albumaktuelle Gregory Porter, der også i 2014 gæstede Jazz Festivalen med en helt igennem ikonisk koncert. Koncerten gik over i festivalens historie, da selveste Stevie Wonder kom på scenen til publikums helt store begejstring. GAFFAs anmelder tildelte seks stjerner – læs hele anmeldelsen her

Den 44-årige tidligere fodboldspiller er, hvad man vil kalde for en ”late-bloomer” i jazzverdenen. Han var første gang at finde på scenen for omtrent fem år siden, hvor han fik den stor mulighed at spille i Lincoln Jazz Orchestra i New York. Kort efter udgav han sit debutalbum ”Water” og fulgte hurtigt op med efterfølgeren ”Be Good” der blev nomineret til en Grammy.

Gregory Porter er nu igen albumaktuel med albummet ”Take Me To the Alley”.


Jazz Festivalen løber af staben fra 1.-10- juli og har opgraderet fra 100 spillesteder til 120. Den finder sted overalt i København og på Frederiksberg. Et af hovedtemaerne for festivalen er mangfoldighed, ikke kun i musikken, men også i valg af koncertsteder. Der kan opleves koncerter på spillesteder, kirker, åbne pladser og parker, cafeer, jazzbarer, lokale biblioteker, koncertsale og mange andre steder.

Ud over Gregory Porter kan du i år opleve kunstnere som Pat Metheny, Dee Dee Bridgewater, Burt Bacharach, Richard Bona, Sun Ra Arkestra, Branford Marsalis feat. Kurt Elling, Egberto Gismonti, Natacha Atlas, Charles Lloyd, Brian Blade, Take 6 og mange andre.

Er du også blevet fristet til en storslået jazzoplevelse med Gregory Porter, så kan du købe billetter via jazz.dk. Billetsalget starter på fredag den 13. maj klokken 10.00. Koncerten finder sted i DR Koncerthusets Koncertsal.


Her kan du høre nummeret ”Holding On” fra det nye album ”Take Me To the Alley”:

ANNONCE