Den Roskilde-aktuelle sanger og sangskriver annoncerer danske koncerter til efteråret
Den islandske soul-folk-sangskriver Júníus Meyvant vender tilbage til Danmark, når han gæster Jazzhouse i København og Radar i Aarhus, henholdsvis 10. og 12. september. Meyvants første besøg på Jazzhouse markerer udgivelsen af debutalbummet “Floating Harmonies” der udkommer 8. juli - lige efter sangskriverens optræden på Roskilde Festival.
Júníus Meyvant, der går under det borgerlige navn Unnar Gísli Sigurmundsson og af mange er blevet spået en lovende fremtid, har i de seneste år skabt sig international opmærksomhed med sin blanding af folk, r&b og soul.
Siden han i 2013 brød gennem lydmuren med debutsinglen ”Color Decay”, har det spirende islandske talent turneret Europa tyndt. Han har således lagt vejen forbi Danmark til både Frost Festival 2016, Spot Festival 2015 og Musik I Lejet 2015. Til sommer danner Roskilde Festival rammen om hans næste besøg, inden han altså spiller de netop annoncerede koncerter på Jazzhouse og Radar.
Køb billet til koncerten på Jazzhouse her. Billetter til koncerten på Radar kan købes her.
Hør Júníus Meyvant spille ”Color Decay” her: