Nyhed

Live-video: Lemmy rocker 'Overkill' en sidste gang

Et nostalgisk gensyn med en hårdtrockende Lemmy i live-video af en af hans allersidste koncerter fra det kommende live-album 'Clean Your Clock'

Den 27. maj udkommer "Clean Your Clock", et live-album med nogle af Motörheads allersidste koncerter. En af live-videoerne har netop haft premiere på Classic Rock Magazines hjemmeside, og du kan således se Lemmy & co. kaste sig ud i "Overkill" her forneden.

Live-albummet er baseret på to shows optaget den 20. og 21. november sidste år optaget på spillestedet Zenith i München – blot små tre uger før det hærdede rockbands sidste uigenkaldelige sidste koncert i Berlin den 11. december. Tracklisten skorter ikke på elskede klassikere fra Motörhead. Den inkluderer blandt andet "Bomber", "Ace Of Spades" og naturligvis "Overkill", mens der også er liret godt op med guitarsolo og trommesolo.

"Han lyder så nærværende," siger bandets pladeselskab om Lemmy. "Endda lidt ond (på den bedst tænkelige måde), snerrende her og der, bandende, når passende, og syngende på en måde, der tramper hver forudtaget forventning i jorden. Ja, han kæmpede mod sygdom. Men nej, han var ikke usammenhængende eller mat."


Rocklegenden Lemmy var allerede godt svækket, da han i december sidste år deltog i sin 70-års fødselsdag. Hans sidste turné havde været præget af aflysninger og hospitalsbesøg. Manager Todd Singerman fortalte til Rolling Stone Magazine efter Lemmys død: "Han lavede ikke lydprøver mere. Han ville ikke interviewes. Han kunne ikke gøre noget som helst. Men tænk på de nosser, det tog at stadig spille de shows for fansene, at spille den sidste koncert for to uger siden – og så stille træskoene? Det lyder som en Rocky-historie i mine ører. Det krævede det ypperste mod."

Det var da også med stor sindsro, at Lemmy modtog de triste nyheder fra sin læge, at han ikke havde megen tid tilbage at leve i. "Han tog det bedre end nogen af os. Hans eneste kommentar var, 'Oh, kun to måneder tilbage, huh?' Lægen svarede, 'Ja, Lem, jeg gider ikke fylde dig med ævl. Der er ikke noget nogen af os kan gøre. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at du havde en chance.'" Du kan læse GAFFAs mindeord til Lemmy her.

Se "Overkill" her:

ANNONCE