Den amerikanske sangerinde giver sin første danske koncert til efteråret
Den 21-årige amerikanske popsangerinde Melanie Martinez hitter for tiden med nummeret "Cry Baby", og 15. november giver hun sin første danske koncert, i Store Vega.
Melanie Martinez har kun spillet få koncerter i Europa. De fire, hun gav for en måneds tid siden i henholdsvis England, Frankrig, Holland og Tyskland blev dog udsolgt hurtigt.
New York-baserede Martinez var kun 17 år gammel, da hun i 2012 brød igennem i talentshowet The Voice. Det skete med hendes fortolkning af Britney Spears-hittet "Toxic", der fik pladeselskabs-cheferne til at spidse ører.
Således kunne den unge sangerinde halvandet år senere udsende sin debut-ep, "Dollhouse" via multinationale Atlantic/Warner. Hun fulgte ep'en op med en velsælgende turné i USA, og i efteråret var hun klar med sit debutalbum, "Cry Baby".
På albummet har Martinez skabt sit eget Alice i Eventyr-agtige univers og karakteren "Cry Baby".
AllMusic.com roser albummet, giver det 3,5 ud af fem stjerner og skriver, at Martinez præsenterer et udtryk "et sted mellem Beyoncé og Björk."
Billetsalget begynder fredag den 27. maj klokken 10 via Billetlugen.
Varm op med den farvestrålende og fantasifulde video til "Cry Baby":