Det var de rigtige, der vandt ved årets finale i den store nordjyske musikkonkurrence
Med foråret følger som altid finalen i den store nordjyske musikkonkurrence Band Battle. Igen i år blev den afviklet på Skråen i Nordkraft i Aalborg. Den indledende del af aftenen gik med finalen for singer-songwriters, hvor fire navne skulle vise deres værd.
Night
Første songwriter var faktisk et band. En trio med tre nydelige unge mænd. Temmelig malplaceret i denne kategori, tænkte jeg, men faktisk var ingen songwiters alene denne aften. De tre på henholdsvis keys, guitar og percussion åbnede aftenen med et sjæleligt popnummer indeholdende strejf af r&b. Deres lyd virkede inspireret af Sam Smith. Normalt ikke min kop te, men Night gjorde det fremragende og var faktisk mine favoritter i kategorien. Forsangerens vokal lød flot - også i de helt høje toner. De vandt ikke finalen, men fik heldigvis tildelt en coachingpris.
Iris
Anden deltager i Songwriter-finalen bestod af en meget ung pigeduo. De havde formentlig søgt deres inspiration hos Kirsten og Marie. Musikken var den der drømmende, folkmusic-agtige lyd med guitar, xylofon og unison sang. Efter en lidt skæv start med mikrofon-feedback, hvilket tydeligt øgede nervøsiteten og gjorde det sværere for dem at ramme de rette toner, fik de løbende bedre tag på vokal og instrumenter - mest under tredje nummer, som de klart følte sig mest hjemme i. Den drømmende lyd kan dog blive søvndyssende og måske lidt trættende, når vokalerne ikke harmonerer perfekt, så det var nok godt, at hver optræden i finalen kun måtte vare 20 minutter.
Sofie Trolde (vinder)
Songwriter-finalen var tæt, og det var marginalerne, der afgjorde vinderen, som denne aften blev Sofie Trolde. Da hun gik på scenen, gav songwriter-kategorien endelig mening. Her var en songwriter. Alene med sit Roland-klaver. Sofie spillede storladen tudepop, og man kunne nemt fristes til at tænke på Adele. Trods en fin vokal med rigelig gåsehudspotentiale, så når Sofie dog ikke britens niveau. Derfor ledte hendes lyd mine tanker hen på de fyldige produktioner fra Meat Loaf. Sofie forblev ikke alene på scenen, men blev under tredje nummer flankeret af et par korsangerinder. Og det skabte nærmest en Wilson Phillips-lyd. Ikke dumt, men måske lidt tungt i længden.
Dan Firth
Sidste finalist i første kategori bestod af endnu en herretrio. Vi fik dog først forsanger Dan solo på sin guitar, så placeringen i kategorien ikke var helt uden mening. Han sang med en god, moden og trænet vokal. Hele sættet løftede sig, da de øvrige medlemmer på keys og kontrabas sluttede sig til Dan. Ingen tvivl om, at denne trio stod som det mest rutinerede indslag under songwriter-finalen. Alligevel måtte de gå tomhændede hjem.
Resten af aftenen bød på en battle mellem hele seks bands.
Mom Calls Me Thunder
Aftenens første deltagere i Band Battle-kategorien leverede støjende rock med distorted bas og små breaks, der mindede om noget tidlig Kashmir. De var “metalliske”, glamrockende, funky og så videre. Og ikke på den gode måde. De ville alt for meget. De forsøgte at blande det bedste fra 70’erne og 80’erne med støjen og funkrocken fra 90’erne, så det var svært at høre retningen. De spillede slet ikke dårligt, og de performede fint, men jeg manglede en rød tråd i al den tråd.
Kernefamilien
Her var en flok meget unge fyre, der tydeligvis godt kunne lide at rocke den ud. Det styrkede deres optræden på scenen, men den tempofyldte musik druknede vokalen. Men vokalen var heller ikke stærk nok under de mere afdæmpede numre. Den revolutionære “I don’t give a fuck”-stil var såmænd forfriskende, men der gik til tider for meget gymnasieband i den.
Tabu
Før deres optræden lovede Tabu mig New Yorker-feststemning. Festen udeblev desværre. Deres første nummer var væsentlig mere sump end fest. Tabu er ellers en spændende elektronisk trio med kvindelig vokalist samt to herrer på henholdsvis guitar og Mac med mere. Men det var svært at skelne start fra slut i flere af deres numre. Desuden var lyden ganske skidt. Alt for meget rumklang og diskant. Det ville måske klæde forsangerinden at gå en oktav ned i ny og næ, for det blev ret anstrengende for ørerne. Deres tredje nummer var det lettest fordøjelige og fik mig endda til at tænke på Portishead. Under andre omstændigheder ville Tabu være mere interessante.
Why Do We Yawn
Efter de tre første kombattanter havde lyttelapperne på siderne af mit hoved brug for at falde til ro. Det sørgede denne herlige kvintet heldigvis for med deres dejlige amerikanske indie-sound. Og forsangerens kropslige udskejelser samt herlige pottefrisure gjorde bare det hele lidt mere indie-autentisk. Lydmæssigt harmonerede de rigtig fint, og de mindede mig lidt om Foster The People. Why Do We Yawn kunne ligesom Foster The People sagtens bibeholde det melankolske udtryk i deres musik og skabe mere stemning med nogle uptempo-numre. De fik ved aftenens afslutning tildelt en coachingpris, der forhåbentlig sender dem styrket videre på den rette vej.
Unthank
En sortklædt trio, der leverede veltilrettelagt post-punk-rock. Trommeslageren var rigtig dygtig, og forsangeren vidste, hvordan man håndterede en guitar. Og så var alle tre medlemmer folkeskoleelever. Sejt. Stilmæssigt blev man fristet til at tænke på Dizzy Mizz Lizzy, men forsangerens vokal havde mere Green Day i sig. Desværre var det svært at høre, hvad han sang, selvom han lydmæssigt gik tydeligt nok igennem. Lidt mere sangundervisning ville være taknemmeligt for Unthank.
Tunnelvision (vinder)
Allerede da den kvindelige forsanger træder ind på scenen, stjæler hun hele rummet. Med både en særdeles stærk presence og vokal sætter bandet barren til højeste niveau. Det var nok godt, de skulle runde aftenen af. Det blev da også Tunnelvision, der vandt hovedpræmien med blandt andet spillejobs til en værdi af 50.000 kroner. Alt var lækkert i dette elektroniske band. Lyd, sang, beat og kompositioner. Dem forventer jeg at se og høre meget mere til.
Som altid rundede finalens konferenciers, de evigt unge Peter Boesen fra hedengangne The Alpine og tidligere radiovært Tom Bue, af med at minde publikum om, at konkurrencen naturligvis ville vende tilbage næste år. Det glæder jeg mig til.