Nyhed

Brian Eno til Heartland Festival

Kultmusikeren besøger den fynske festival med en lydinstallation

Den verdensberømte kunstner og producer Brian Eno og den prisvindende kunstnergruppe A Kassen står for værkerne til Heartlands kunstprogram 2016. Eno vil personligt konstruere sin lydinstallation The Ship, der har Danmarkspremiere i Riddersalen på Egeskov Slot under festivalen. A Kassen skaber et stort, stedsspecifikt værk til parken og voldgraven omkring slottet.

Det sker med lydinstallationen The Ship, som har premiere på Heartland Festival 10.-11. juni.

Brian Eno er en af vor tids største og vigtigste musikpersonligheder. Han var medlem af 70'er-bandet Roxy Music og har som producer arbejdet med navne som U2, David Bowie, James Blake, Talking Heads, Grace Jones og Coldplay. Ud over sin musikalske karriere er Brian Eno også en anerkendt visuel kunstner, som publikum kan opleve i unikke omgivelser på Heartland Festival i år.


Brian Eno vil personligt være til stede og sørge for, at installationen passer til det særlige sted, den bliver præsenteret; nemlig Riddersalen på Egeskov Slot. Selve værket består af lyssætninger og højtalere, der tilsammen transformerer rummet.

Eno vil desuden deltage i en af festivalens live-samtaler på scenen.

Visningen af Brian Enos The Ship i Danmark er resultatet af et tæt samarbejde mellem Kunsthal Charlottenborg, CHART og Heartland Festival.


The Ship kan opleves på Kunsthal Charlottenborg hen over sommeren, ligesom den vil indgå i CHART SOCIAL programmet under CHART Art Fair 26. - 28. august.

Enos værk er nøje tilpasset til det sted, det installeres og får derfor ny form, hver gang det flyttes.

A Kassen skaber stedsspecifik installation til Heartland


Kunstnergruppen A Kassen har gjort sig bemærket ved prestigiøse udstillinger internationalt. I 2014 modtog gruppen en af Skandinaviens største kunstpriser, nemlig en Carnegie Award.

A Kassen arbejder ofte med rumlige installationer, der overrasker ved at stille tingene på hovedet på den ene eller anden måde. De ønsker ikke at afsløre detaljerne om værket på Heartland, men udtaler:

"Vores projekt består af to "ombytninger" på dette års Heartland Festival. To arealer fra Egeskov Slot byttes ud med to arealmæssigt tilsvarende områder udvalgt andre steder på Fyn. Vi sætter to steder i forbindelse med hinanden, og begge steder er en del af værket.


Der opstår en kontrast til Egeskov ved at invitere et samtidigt byrum ind i parken. Det samme gør sig gældende i det byrum, man placerer Egeskovarealet i.

Ombytningerne understreger det særegne ved Egeskov, samtidig med at det hverdagslige bliver anskuet i en sammenhæng, hvor det normale pludselig stikker i øjnene, og man nødvendigvis må betragte det på ny. 

Heartland Festival finder sted på Egeskov Slot den 10. + 11. juni 2016. Blandt de optrædende navne kan nævnes The Flaming Lips, Mark Ronson (dj-sæt), Low, Sun Kil Moon, Thomas Dybdahl, Susanne Sundfør og Blaue Blume.


Billetter kan købes nu og koster 955 kr. for en partoutbillet til begge dage og 655 kr. for dagsbillet til enten fredag eller lørdag.

Ønsker man at bo på festivalen, kan man vælge mellem at medbringe eget telt eller campingvogn eller at købe opslåede telte. Desuden vil det være muligt at købe en hotelpakke, hvor værelse, shuttle-bus og festivalbillet indgår.

Køb billetter via GAFFA.dk/festivalguide


Mere info om Heartland Festival kan findes på www.heartlandfestival.dk

 

ANNONCE