Rygterne vil, at Axl Rose er klar til at stå i front for de australske legender, som de afslutter deres verdensturné
Det kom som et chok, da AC/DC-forsanger Brian Johnson tidligere på måneden bekendtgjorde, at læger havde frarådet ham at fortsætte livet på landevejen. Han risikerer simpelthen at miste sin hørelse, om han fortsætter med at stå i front for den gruppe, han har været en del af de sidste 36 år.
Nu har Ross Malcolm Young, søn af bandets nu pensionerede rytmeguitarist og grundlægger Malcolm Young, bekræftet via Facebook, at rygterne om, at Guns N' Roses-forsanger Axl Rose (billedet) kommer til at overtage mikrofontjansen på de resterende turnédatoer holder stik. Det skriver Guitar Player Magazine.
Bekendtgørelsen på Facebook er senere blevet slettet, men radiostationen Atlanta Radio 100.5 hævder i dag, at kilder nær bandet skal have bekræftet, at Rose kommer til at synge for AC/DC senere i år.
Axl Rose forbereder sig i disse dage til genforeningen af Guns N'Roses, som efter planen skal optræde på den amerikanske gigantfestival Coachella i næste måned. Bandet skal ifølge planerne ud på en større turné efter de to koncerter i Californien, men der er endnu ikke blevet annonceret nogle konkrete datoer.
AC/DCs resterende koncertdatoer i USA blev udsat på ubestemt tid, da nyheden om Brian Johnsons høreproblemer først kom ud, men bandet har også planlagte koncerter i Europa denne sommer - blandt andet i Danmark. I en pressemeddelelse fra bandet, blev der åbnet for muligheden af en gæstevokalist på Johnsons plads, men rygterne om Axl Rose er på ingen måde officielt bekræftet af AC/DC.
AC/DC har udgivet 18 studiealbum, hvor "Back In Black" fra 1980 (det første album med Johnson bag mikrofonen) er blandt et af de mest solgte album i verden nogensinde, med et estimeret salgstal på over 50 millioner eksemplarer.
Deres sidste album "Rock Or Bust" udkom i 2014. GAFFAs musikanmelder Keld Rud kvitterede med fire stjerner og skrev blandt andet: "Når man hører Brian Johnsons karakteristiske stemme i så fantastisk en form, er det svært at tro på, at den tilhører en 67-årig herre. AC/DC bevæger sig ikke en tomme uden for den lyd, de har cementeret, og som de bliver elsket for over hele verden. Til gengæld udgør de 11 sange det bedste sæt siden The Razor's Edge."