Nyhed

Guns N' Roses tirrer med sommerturné på Twitter

Det genforenede rockband har måske en større turné i vente til sommer

Tidligere på ugen fortalte Axl Rose en fan, at Guns N' Roses havde en turné under opsejling, og tro mod sit ord har det amerikanske rockband i går lagt en teaser op på Twitter, som tyder på, at adskillige nordamerikanske byer står for skud hen over sommeren. Det skriver NME.

Rygterne om, at genforeningens få shows skulle udmønte sig i en større sommerturné ser således ud til at holde stik. I videoen hører vi hittet "Patience" fra albummet "Lies" (1988), mens kameraet filmer en større menneskemængde, fulgt af bandets logo, ordet "Patience" og så "Coming 2016". Til sidst ser vi navnene på en række amerikanske byer, dog uden specifikke datoer tilknyttet.

Axl Rose, Slash og Duff McKagan har alle bekræftet, at de deltager i genforeningen. Izzy Stradlin har dog meldt ud, at han ikke deltager, mens det også står uklart, hvem der kommer til at sidde bag trommerne.


Forud for teaseren havde Guns N' Roses bekræftet, at de optræder som hovednavn til den amerikanske gigantfestival Coachella, samt to mindre shows i Las Vegas i april. Rygter om et lille opvarmningsshow i Los Angeles har også floreret i denne uge.

Den heldige fan Mark Guglielmo mødte Axl Rose uden for et hotel i Atlanta fredag (den 18. marts) sidste uge, og han ønskede Rose god vind med de kommende genforeningskoncerter i Las Vegas og Californien. Guglielmo hævder, at Rose svarede: "Tak mand, men vi tager en hel turné." Guglielmo tilføjer også: "Jeg vil ikke spekulere for meget i det eller sprede rygter, men det så virkelig ud til, at han havde trænet meget. Hans arme så muskuløse ud." 

Det tyder altså på, at mens Slash øver op til turnéen og muligvis indspiller nyt materiale, er Axl Rose i fitness for at få storhedstidens kampform tilbage igen. Det kunne også tyde på, at han agter at varme stemmebåndet op ved at overtage Brian Johnsons plads bag mikrofonen i AC/DC.


 

ANNONCE