Popsangerinden afslører for sine fans via Instagram, at hun igen arbejder på nyt materiale
Kesha har bekendtgjort, at hun arbejder på ny musik. Popstjernen videregav nyheden til sine fans via Instagram; et billede med teksten: "Har skrevet hele dagen". Det skriver NME.
Kesha har ikke udgivet ny musik siden 2013. Hendes seneste studiealbum, "Warrior", udkom i 2012. GAFFAs musikanmelder Michael José Gonzalez kvitterede med fire stjerner og skrev blandt andet: "Hvad albummets ophavskvinde angår, har hun med Warrior formået at kreere et album, hvor både uspoleret glæde, popkvaliteter og energi imponerer." Læs hele anmeldelsen her.
Tilbage i februar søgte Kesha om et tilhold imod sin producer Dr. Luke, så hun dermed kunne få lov til at udgive sin musik fra et andet pladeselskab end producerens Lukes Kemosabe Records, som hører under Sony Records. Den 20. februar blev tilholdet afvist.
I oktober 2014 havde Kesha forsøgt at sagsøge Dr. Luke. Kesha beskyldte Dr. Luke for at have bedøvet hende, hvorefter han eftersigende skulle have voldtaget sangerinden. Dr. Luke afviste alt.