Nyhed

Lukas Graham skubbet fra tronen i Storbritannien

Efter fem uger er 7 Years ikke længere nummer 1

Efter fem uger i toppen af den britiske Officlal Singles Chart må Lukas Graham i denne uge se sig slået med hittet "7 Years". Det er Mike Posners "I Took a Pill in Ibiza", der har skubbet Graham fra tronen og ned på andenpladsen – dog med kun 261 salgsenheder, hvilket ifølge hitlisten er det tætteste løb siden 2007, hvor blot 16 solge eksemplarer skilte nummer 1 og 2, henholdsvis Timbaland og Keri Hilsons "The Way I Are" og Kate Nashs "Foundations".

Lukas Graham er dog stadig indehaver af en dansk hitlisterekord i Storbritannien. Lukas Graham slog i sidste uge både Whigfield, der i 1994 lå nummer 1 med "Saturday Night" i fire uger og Aqua, der toppede hitlisten med "Barbie Girl" i fire uger i 1997. "7 Years" er ifølge Official Charts dermed det længst liggende danske nummer 1-hit i Storbritannien – nogensinde.

Official Singles Chart omfatter både streams og downloads på tværs af alle platforme og er dermed Storbritanniens officielle singlehitliste.


"7 Years" blev for nylig den første danske sang til at runde 100 og siden 200 millioner streams på musiktjenesten Spotify, og på Spotifys globale hitliste ligger sangen lige nu som en imponerende nummer 2, kun overgået af Rihanna featuring Drake med "Work".

Singlen ligger i denne uge desuden nummer 1 på den australske hitliste, ARIA Chart, for femte uge i træk og nummer 5 på den officielle amerikanske singlehitliste, Billboard Hot 100 – sangens bedste placering hidtil.

Lukas Graham udsender den internationale version af deres andet og seneste album på verdensplan den 1. april.


Se hele single-hitlisten her

Hør Mike Posner og "I Took a Pill in Ibiza":


ANNONCE