The Boss hjalp 9-årige Xabi Glovsky med ikke at få problemer ved at komme for sent i skole dagen efter, at han havde været til rockkoncert
Vi kender det sikkert alle. Nogle gange er det bare mere fristende at tage til en rockkoncert, selvom man skal tidligt op næste dag. 9-årige Xabi Glovsky måtte se i øjnene, at han nok ville komme lidt for sent i skole onsdag morgen, da han tog med sin far til Bruce Springsteen-koncert i Los Angeles tirsdag den 15. marts. Heldigvis ville the Boss gerne hjælpe en ung fan med ikke at få problemer med skolen. Så han skrev naturligvis en seddel til drengens lærer. Se billedet her forneden.
"Kære frøken, Jackson, Xabi har været sent ude og rocke og rulle. Du må undskylde ham, hvis han kommer for sent. De bedste hilsner, Bruce Springsteen," lyder det på sedlen, og mon ikke, at Xabi slap for problemer fra sin 4. klasseslærer med sådan en undskyldning i hånden? Xabis far, Scott Glovsky, lovpriser da også Springsteens ydmyghed.
Springsteen & E Street Band fejrer albummet "The River", der udkom i 1980 og blev genudgivet i et ekstravagant box-sæt i december sidste år, og de lægger da også vej forbi Danmark på deres turné. Billetterne er dog allerede røget. Springsteens koncert i Telia Parken den 22. juni blev udsolgt på blot 55 minutter, mens ekstrakoncerten på Horsens CASA Arena den 20. juli blev udsolgt på blot 30 minutter.
Box-sættet, "The Ties That Bind: The River Collection", modtog fuldt hus, seks ud af seks stjerner, af GAFFAs musikanmelder Henrik Friis, der blandt andet skrev: "Springsteen-fans bør ikke være i tvivl, når det gælder valuta for pengene. En flot indramning af en særlig tid. Og den bedste arkiv-udgivelse hidtil fra New Jerseys one and only…"
Se Xabi og Bruce Springsteen her:
Bruce Springsteen signed Xabi's tardy note for school tomorrow. He is as genuine and gracious as you think he is! pic.twitter.com/mmTlxjFveG
— Scott Glovsky (@ScottGlovskyLaw) 16. marts 2016