Nyhed

Tre jazz-legender gæster Copenhagen Jazz Festival 2016

Festivalen har scoret Burt Bacharach, Branford Marsalis og Kurt Elling til den 38. udgave af den københavnske festival

Arrangørerne bag den tilbagevendende jazzfestival, Copenhagen Jazz Festival, har gjort sig et scoop og kan nu med stolthed præsentere tre af de største nulevende amerikanske jazz-med-mere-musikere, legenden Burt Bacharach, samt prisvindende Branford Marsalis og Kurt Elling (billedet).

Branford Marsalis Quartet with special guest Kurt Elling

Onsdag den 6. juli indtager den amerikanske prisvindende saxofonist Branford Marsalis i selskab med en af de største nulevende mandlige jazzsangere, Kurt Elling, DR Koncerthuset.


Det er første gang, at samarbejdet mellem de to jazzmusikere kan opleves på festivalen – de to har tidligere optrådt hver for sig.

Branford Marsalis: "er kendt for sin spændvidde som saxofonist, siden han i starten af sin karriere blev en del af Art Blakey's Jazz Messengers. Han har udgivet albums på de største jazzlabels, indspillet og turneret med Sting og Grateful Dead, optrådt i de store amerikanske tv-shows, og han er en efterspurgt solist i klassisk musik, bl.a. for New York Philharmonic. Derudover er han også en del af jazzfamilien Marsalis, der har dybe rødder i New Orleans – og som familie for første gang nogensinde har modtaget æresprisen fra NEA Jazz Masters".

Kurt Elling: Ifølge The New York Times er baryton-sangeren den mest fremragende mandlige vokalist i vore tid og "det er hans dybe forståelse for jazzhistorien kombineret med en outstanding teknik og intonation, der gør, at Kurt Elling 14 år i træk er blevet udnævnt til Male Singer of the Year i tidsskriftet Downbeat. Derudover har han det til fælles med Marsalis, at han har indspillet et album til ære for John Coltrane".


Marsalis' invitation af Elling ind i jazzkvartetten er en sjældenhed, hvilket tyder på at deres musikalske samarbejde kun kan være yderst velspillende. Dermed udgør den nye kvintet: Marsalis, Elling, samt pianist Joey Calderazzo, bassist Eric Revis og Justin Faulkner på trommer.

Se her Branford Marsalis Quartet live på den tyske jazzfestival Jazzwoche Burghausen i 2003:


Burt Bacharach

Søndag den 10. juli kan det 87-årige multitalent Burt Bacharach opleves som det mindeværdige afslutningsnummer på festivalen i DR Koncerthuset. Sangeren, pianisten og ikke mindst sangskriveren har gennem sin lange og imponerede karriere kreeret utallige jazzimprovisationer, som har hittet verden over:

"Burt Bacharach startede karrieren i 50 ́erne som orkesterleder og arrangør for en af datidens helt store stjerner Marlene Dietrich. Allerede fra slut 50'erne og 60'erne spillede han en enorm rolle i popkulturen, ofte i samarbejde med lyrikeren Hal David, med hvem han skrev utallige kendte numre. Hans varemærke var de romantiske melodier krydret med utraditionelle rytmer og spændende akkordskift, der blandt andet har gjort ham til et yndet navn at fortolke. Også i den forstand har hans musik et særligt liv. Siden hen har han arbejdet sammen med og skrevet sange til stjerner som Dionne Warwick, The Beatles, Aretha Franklin, The Carpenters, Tom Jones – og i nyere tid med navne som Jamie Cullum, Elvis Costello og Rufus Wainwright".


Hør her Bacharach på klaver med Kurt Elling som vokal:

Sammen med amerikanske Pat Metheny bliver Burt Bacharach og Branford Marsalis Quartet feat. Kurt Elling de tre første optrædende til Concert Hall Events på årets festival.


Billetsalget starter i morgen, fredag den 4. marts kl. 10.00 via dr.dk/koncerthuset 

Copenhagen Jazz Festival 2016 finder i år sted den 1. til 10. juli og er fordelt på 100 spillesteder i København. Festivalen offentliggør løbende det samlede program frem til festivalens start til juli, på festivalens hjemmeside. 

Den københavnske jazzfestival er en af Europas største og har på sit 38. år eksisteret siden 1979. Festivalen fryder sig desuden med et publikumstal på over 250.000.


ANNONCE