Hans sange er blevet spillet af både The Who, The Clash og Van Morrison.
Den indflydelsesrige musiker Mose Allison er død, 89 år gammel. Allison døde i tirsdags af naturlige årsager, bekræfter folkene bag hans officielle hjemmeside i dag.
Mose Allison blev født i byen Tippo, Mississippi, USA, i 1927. I en alder af fem år begyndte han at spille klaver, og kort efter kunne han genspille sange, han hørte fra den lokale jukebox, efter gehør.
Allison er bedst kendt for at spille klaver, men han blev også anerkendt for sin stemme og for at skabe et repertoire, der involverede både blues, bebop, tidlig amerikansk pop og endda europæisk klassisk musik. Mange havde derfor problemer med at placere Allison i en bestemt genre, da hans diversitet gjorde hans musik svær at placere og forudse. Allisons tidligste pladeselskab, Prestige, karakteriserede ham som popmusiker, mens både Columbia og Atlantic betegnede ham som blues-artist.
Mose Allison opnåede stor respekt i branchen, hvilket da også ses på de bands og artister, der sidenhen har lavet coverversioner af hans sange. Blandt andre har The Clash, The Who, Elvis Costello, Van Morrison, The Yardbirds og mange flere fortolket Allisons sange.
I 1940’erne var Allison i det amerikanske militær, hvor han spillede i militærorkesteret. Han bestod sin eksamen ved Louisiana State University i 1952 og flyttede til New York i 1956 for at forfølge drømmen om at blive professionel musiker. Han udgav, sammen med saxofonisten Al Cohn, sit første album i 1957.
I 2015 udgav han albummet “Mose Allison American Legend, Live in California”, der endte med at blive hans sidste.
Herunder kan du høre et par sange fra den nu afdøde musiker:

