Nyhed

Leon Russell er død – læs GAFFAs sidste interview med ham

Den amerikanske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist blev 74 år

Den amerikanske sanger, sangskriver og multiinstrumetanlist Leon Russell er død, 74 år gammel, skriver hans officielle hjemmeside. Ifølge hans kone døde han i sin søvn i sit hjem i Nashville, Tennessee.

Russell blev født i Tusla, Oklahoma i 1942 og flyttede som 17-årig til Los Angeles, hvor han begyndte at spille med blandt andre The Byrds og Phil Spector på sidstnævntes produktioner med blandt andre The Ronettes og Ike and Tina Turner. Senere medvirkede han på Joe Cockers andet album, "Joe Cocker" fra 1969 og den efterfølgende turné, "Mad Dogs & Englishmen", hvorfra musikken på et livealbum i 1970.

I 1970 udgav Russell sit selvbetitlede soloalbum, der blandt andet indeholdt et af hans mest kendte numre, "A Song for You", der også er indspillet af blandt andre Joe Cocker, Ray Charles og Aretha Franklin. Året efter spillede han ved George Harrisons and Friends' stort anlagte Concert for Bangladesh i New York, og i 1970'erne indspillede han med navne som Eric Clapton, Bob Dylan, B.B. King, The Rolling Stones, fik store hits som "Tight Rope" og "Lady Blue" og fortsatte med at udgive plader inden for genrer som blues, country, boogie og gospel.

I 80'erne og frem forsvandt Russell fra rampelyset, men blev dog ved med at udgive plader. Han fik et solidt kunstnerisk og kommercielt comeback i 2010 med duoalbummet "The Union", indspillet i tæt samarbejde med Elton John. Albummet nåede en tredjeplads på den amerikanske hitliste, Russells bedste placering her siden 1972. I 2014 udgav Russell sit sidste album, "Life Journey".

I 2011 blev Russell optaget i både Rock and Roll Hall of Fame og Songwriters Hall of Fame.

Læs et stort GAFFA-interview med Leon Russell lavet i forbindelse med hans sidste danske koncert i Amager Bio i 2012.

På Twitter hylder Elton John sin gamle ven og mentor:

ANNONCE