Nyhed

Stemningsfuld video: Nostalgiske sommer-vibes fra danske Sweet Tempest

Duoen er blandt andet kendt fra soundtracket til Nicolas Winding Refns nye film ”The Neon Demon”

Sweet Tempest er på danmarkskortet endnu et relativt nyt navn, men den drømmende duo har det sidste halve år særligt internationalt fået rigtig luft under vingerne. Man har måske set gruppen være support for Fallulah i foråret, eller man kunne have hørt deres film-track ”Mine” i Nicolas Winding Refns nye film ”The Neon Demon”.

Ikke desto mindre står det karismatisk udseende band nu klar med en lige så karismatisk musikvideo, der meget passende oser af en drømmende sommeraften i godt selskab. Sweet Tempest består af Luna Kira Rud-Petersen og Julian Winding, der henholdsvis er baseret i København og Berlin. Det internationale træk har slået rod i musikken, som er blevet anbefalet af en lang række blogs og musikmedier verden over – heriblandt i Tyskland, Frankrig og USA.

Musikvideoens omdrejningspunkt ”The Truth” – som er en charmerende sommerlig sag med melankolske dryp – vil være at finde på Sweet Tempests debut-ep ”Snow”, der inden længe officielt udgives på diverse streaming-tjenester. Se den stemningsfyldte video – der er instrueret af Meeto Grevsen – lige her:

 

ANNONCE