Nyhed

Tidligere Deep Purple-sanger og bassist Glenn Hughes til Danmark

Den albumaktuelle sanger og bassist er snart klar til at spille det, som han mener er hans tungeste album i 25 år for danske fans.

Den 7. og 8. februar 2017 kan du opleve den tidligere Deep Purple-sanger og bassist Glenn Hughes dele ud af sit splinternye materiale, når han gæster henholdsvis Posten i Odense og Kulturværftet i Helsingør.

Glenn Hughes spillede i bands som Finders Keepers og Trapeze, inden tilsluttede sig Deep Purple, hvor han agerede som sanger og bassist i perioden 1973-76. Hans første optræden med gruppen var i KB Hallen i 1973. Blot et år efter Deep Purples opløsning udgav Hughes sit første soloalbum "Play Me Out", og forrige måned sendte han sin 14. plade på gaden med titlen "Resonate" efter en albumpause på otte år.

I 2011 gav Glenn Hughes koncert i Danmark med gruppen Black Country Communion, hvor danske Søren Andersen, kendt fra blandt andre Electric Guitars, var gæsteguitarist på det ene ekstranummer. De to begyndte at spille sammen allerede i 2009. Søren Andersen er også i høj grad inde over Hughes nye album, idet han både spiller guitar, er co-producer og har skrevet et af de nye numre.


Tidligere på året fik GAFFA en snak med Søren Andersen, som var begejstret for samarbejdet og blandt andet fortalte, at han som barn plejede at låne Deep Purple-album fra biblioteket.

"Glenn er sådan en, der slynger om sig med ideer. Så siger han strygerkvartet, så siger han powertrio og flerstemmigt kor. Det skal nok blive sjovt", fortæller Søren Andersen og spørger man ham om, han føler sig klar til at udfylde producerrollen, er han ikke i tvivl: "Ja for fanden! Jeg har jo ventet på det her, lige siden jeg var knægt. Tænk engang, at det var ham, jeg sad og hørte derhjemme på værelset som 12-årig, der nu kommer og indspiller plade med mig! Det er så stort altså." Læs resten af interviewet her.

Det nye album "Resonate", som blev indspillet i København, er ifølge Glenn Hughes et rock-album, der stilmæssigt ligger tæt op ad hans "Soul Mover"-plade fra 2005. Det er det tungeste, han har produceret i 25 år, og han er overbevist om, at det er det album, hans rock-fans har ventet på.


Billetsalget til koncerten er i gang.

Herunder kan du varme op med nummeret "Heavy" fra det nye album:


ANNONCE