“Atlas, Rise!” blæser derudad til en video, hvor metal-legenderne giver den gas i studiet.
I går, mandag den 31. oktober, stod i Halloweens tegn, og i den anledning gemte Metallica på en lækker overraskelse til deres fans. “Atlas, Rise!”, et seks minutter langt track, blev således uploadet på metalbandets YouTube-kanal. Nummeret kommer også til at indgå på det kommende album, “Hardwired … to Self-Destruct”.
Videoen er skudt “behind the scenes” i Metallicas studie, hvor du kan opleve Lars Ulrichs intense luft-trommespil, Kirk Hammetts blærede guitarsoloer og bassist Robert Trujillos indlevelse i musikken – foruden forsanger og rytmeguitarist James Hetfields vilde stemme, der buldrer hen over et melodisk guitarspil. Se selv ved at klikke på billedet over artiklen.
“Hardwired … to Self-Destruct” udkommer den 18. november som et dobbeltalbum og er metalbandets 10. studiealbum. Indtil videre har Metallica allerede sluppet to numre, “Hardwired” og “Moth Into Flame”. I starten af februar 2017 gæster de Royal Arena i København, hvor de spiller fire udsolgte koncerter.




