Nyhed

Videoklip fra 90'erne: Spice Girls konfronterer sexistisk reklamemand

Deres slogan var "Girl Power", og i et næsten 20 år gammelt klip ses kvintetten nu udfordre reklameafdelingens ønsker i forbindelse med en reklameoptagelse.

For nyligt blev det antydet, at to af de tidligere Spice Girls, Emma Bunton og Geri Halliwell, er ved at indspille ny musik sammen. Nu har en ny video set dagens lys, hvor det tidligere pigeband kommer i konflikt med en mand fra reklamebranchen i 1997.

I klippet ses de fem Spice Girls i skolepigeuniformer filme en reklame til Polaroid. Konfrontationen opstår, da en af de tilstedeværende mænd – som åbenbart er fra reklameafdelingen – opfodrer kvinderne til at vise mere kavalergang, hvorefter Geri Halliwell, Melanie Brown og Victoria Beckham (dengang Victoria Adams) udtrykker deres utilfredshed over forslaget. De kalder manden for et "chauvinistisk svin", før de helt til sidst sarkastisk takker ham og erklærer "Girl Power".

Netop frasen "Girl Power" var i sin tiden gruppens catchphrase og blev for nylig kritiseret af Garbage-sangerinden Shirley Manson, som ikke brød sig om kvintettens brug af sloganet.


"Jeg har altid hadet termen Girl Power. På daværende tidspunkt fandt jeg Spice Girls afskyelige", fortæller Manson og fortsætter: "Jeg var 30, da de brød igennem, men jeg tror, at de blev skabt for og kontrolleret af mænd, som havde fundet på det her marketingslogan og havde sat pigerne sammen. De lod som om, de var kvinder, der tog kontrollen, men ingen af dem tog kontrollen – de skrev ikke, de producerede ikke, de spillede ikke noget. Jeg syntes, det var falsk", skriver NME.

Du kan se klippet herunder:


 


ANNONCE