Nyhed

Vild med dansk: Kandis, Gulddreng og Folkeklubben topper ugens hitlister

Der er dog også inputs fra udlandet. Den for nyligt afdøde Leonard Cohen gør sig også bemærket på den danske hitliste.

Netop nu er de officielle danske Top 40-hitlister ude, hvor det især er listen over bedst sælgende vinyl-albums, der gør sig bemærket med sine mange nyheder. Skulle man udnævne et overordnet tema for denne uges hitliste, må det siges at være dansk musik i alle dets afskygninger. Kandis, Burhan G, Gulddreng, Sleiman, Mund de Carlo, Folkeklubben, Den Syvende Søn og Rangleklods for et give nogle eksempler.

Her kan du læse, hvor kunstnerne hver især ligger placeret på den officielle Top 40-liste.

Album Top 40


Top 40-listen over albums, der er blevet streamet og solgt flest af, har forandret sig en del siden sidste uge. På førstepladsen finder vi den nu afdøde Leonard Cohens seneste studiealbum “You Want It Darker”, mens Michael Falchs “Pludselig Alting Samtidig” stryger direkte ind listens andenplads. Også på tredjepladsen befinder der sig en nyhed, nemlig Kandis’ syttende og sidste album, “Kandis 17”.

Leonard Cohen gør også et comeback på listen med “The Essentials”; en samling af den canadiske sanger og sangerskrivers bedste værker indtil 2002, hvor albummet udkom. Springet mellem “You Want It Darker” og “The Essentials” er dog stort, da sidstnævnte album nemlig befinder sig på en 18. plads.

Track Top 40


The Weeknd og Daft Punk-samarbejdet “Starboy” indtager førstepladsen på listen over de meste streamede og downloadede tracks. Gulddreng spinder forsat guld på sin provo-pop. Hans nyeste single, “Nemt”, gør debut som ugens anden mest streamede nummer, mens “Drikker For Lidt”, rykker fra en anden- til en tredjeplads.

Foruden Gulddreng-nyheden “Nemt” lister Rae Sremmurd- og Gucci Mane-tracket “Black Beatles” ind på listens fjerdeplads.

Vinyl Top 40


På listen over bedst sælgende vinylplader opgraderer Fleur de Lis’ “Facing Morning” fra en anden- til førsteplads, mens Binær, Trepac og Mund de Carlos “Umage” tager springet fra en sjette- til andenplads i denne uge. Folkeklubben, der er med på Vinyl Top 40-listen for ellevte uge i træk, oplever stadig stor popularitet, hvor albummet lander som nummer tre over ugens mest solgte vinyl-albums.

Nyheder er der også rigeligt af. På fjerdepladsen finder vi Sting med “57th & 9th”, mens Den Syvende Søns selvbetitlede debutalbum fra 2013 for første gang er med på listen som nummer 8.

ANNONCE