I år eksploderer Spil Dansk Ugen i et væld af spændende danske koncerter. Vi guider dig her til ugens 11 mest essentielle.
Spil Dansk Ugen står lige for døren. Fra mandag den 31. oktober til søndag den 6. november vil Danmark hylde den danske musikscene. Landet over vil mere end 100 danske koncerter præsentere det ypperste indenfor dansk musik. DR vil følge trop og udelukkende spille dansk musik hele ugen.
Mandag den 31. oktober
Instrument-clinic med Asger Techau
Loppen, København
Guitarist, sanger, trommeslager og producer Asger Techau er bedst kendt som trommeslager i Kashmir, men er lige sprunget ud som solo-artist. Under Spil Dansk Ugen kan du opleve ham til en gratis instrument-clinic på Loppen i København. Under mandag aftens clinic vil Asger fortælle om sit skift fra trommer til frontmand og give en bid af hans solo-projekter live. Tilmelding er nødvendig, læs mere på http://spildansk.dk/nyheder/in
Tirsdag den 1. november
Nikolaj Nørlund
Bygningen, Vejle
Musiker og sangskriver Nikolaj Nørlund kom tidligere på året med albummet Villa. Tirsdag under Spil Dansk Ugen kan du opleve hans poetiske univers live i Bygningen i Vejle.
Torsdag den 3. november
Scarlet Pleasure
Portalen, Køge
Scarlet Pleasure har haft stor succes, ikke mindst med singlen "Heat" i 2015. De er netop påbegyndt deres efterårsturné. Torsdag den 3. november rocker de Portalen i Køge.
Instrument-clinic med Troels Abrahamsen
Huset, København
Troels Abrahamsen er kendt som producer og elektronisk musiker. Med sit nye projekt Exec hylder han inderligheden og det akustiske instrument pianoet. Torsdag i Spil Dansk Ugen holder han en instrument-clinic om sangskrivning på piano. Aftenen krydres med live bidder fra hans nyeste projekt. Tilmelding er nødvendig, læs mere på http://spildansk.dk/nyheder/in
ANYA
Gimle, Roskilde
Den danske sangerinde ANYA spiller amerikansk inspireret r&b med et skandivavisk twist. Hun har for nylig udgivet singlen Break Up Battle, og under Spil Dansk Ugen lægger ANYA vejen forbi Gimle i Roskilde.
Fredag den 4. november
Love Shop
Sønderborghus, Sønderborg
Love Shop fejrede sidste år sit 25-års jubilæum med opsamlingsalbummet “Evergreen – Best Of” og har givet masser af koncerter i år, og nu drager de igen på turné. Love Shop spiller koncert den 4. november i Sønderborg.
Label Night - Nordic Music
Pumpehuset, København
Som kulmination på Spil Dansk Ugen holder pladeselskabet Nordic Music Society label night i Pumpehuset og sætter også fokus på den danske musik. De fire kunstnere Tårn, Moses: Andreas, Alfen og The Warmongers vil spille op til fest og imellem de optrædende bamds vil både Rosa Lux samt Palle Demant vende plader.
Lørdag den 5. november
The Blue Van
Bygningen, Vejle
The Blue Van kan i år fejre deres 20års-jubilæum. De spiller stadig hårdtslående rock, og under Spil Dansk Ugen kan du opleve dem rocke Bygningen i Vejle i vanlig rock'n'roll-stil.
Phlake
Studenterhuset, Aalborg
Den danske r&b-duo Phlake har det sidste års tid haft stor succes herhjemme og har både været i heftig rotation på radiokanalernes spillelister og spiller udsolgte koncerter. Lørdag i Spil Dansk Ugen spiller de op til fest i Studenterhuset i Aalborg.
The Savage Rose - Få billetter
Gimle, Roskilde
The Savage Rose er ført an af Annisettes sjælfulde og store stemme. Hun har spillet og sunget sig vej gennem tre generationer og er kendt for sit nærvær. Du kan opleve The Savage Rose spille koncert på Gimle i Roskilde lørdag den 5. november.
Søndag d. 6. november
Agnes Obel
Falconer salen, København
Både i ind- og udland har danske Agnes Obel stor succes. Hun er pladeaktuel med det anmelderroste album "Citizen Of Glass" og sidste dag i Spil Dansk Ugen spiller hun en af sine smukke, pianoorienterede koncerter i Falconer Salen i København.
Hør i øvrigt:
Den danske musiker og sangskriver Peter Wangel, der normalt genkendes under kunstnernavnet Wangel, udgiver i forbindelse med Spil Dansk Ugen sin første dansksprogede sang. Titlen er Hvor går du hen?.
Info om Spil Dansk Ugen
- Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet. Der er arrangementer 31. oktober – 6. november.
- Der sker noget overalt i landet, på både skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker og i kulturhuse.
- Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
- Spil Dansk er blevet Danmarks største musikbegivenhed i al sin bredde og mangfoldighed.
- En lang række radiostationer, blandt andet alle DR's radiokanaler, spiller lutter dansk musik.
- Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
- Spil Dansk samarbejder i 2016 direkte med 23 kommuner.
Læs mere og tjek kalenderen på spildansk.dk
