Nyhed

Burhan G slipper Lucy løs i kæk musikvideo

“Lucy”, Burhan G’s seneste single, handler om pigen, der frister ligesom Lucifer

Førhen måtte vi nøjes med at høre om hende: Lucy ­– pigen, der i Burhan G’s unge dage kunne lokke ham med på forbudte eventyr. Men nu kan vi også få balladen at se. I dag offentliggør Burhan G nemlig musikvideoen til sin seneste single “Lucy”, som er opkaldt efter Lucifer, selve fristelsens figur. I videoen møder vi den mørkhårede skønhed i en oldschool barbershop – men Lucy er faktisk skikkelsen af flere kvinder, som Burhan G har mødt gennem tiden. 

“Lucy er en af mange piger, jeg har mødt i mit liv, og det ikke er et tilfælde, at Lucy hedder det, hun gør. Hun repræsenterer alt det, som man godt ved ikke er godt, men som alligevel frister. Jeg møde hende i mine teenageår og senere i mine tidlige 20'ere,” fortæller Burhan G. 

Musikvideoen er instrueret af Michael Spooner, der også har produceret musikvideoer for blandt andre Medina, Nik & Jay og Christopher. “Lucy” er fra Burhan G’s kommende album, der er popsangerens femte. For tiden er “Lucy” det mest spillede danske nummer på radiostationerne herhjemme.

ANNONCE