Nyhed

Det danske metalband Aphyxion udgiver ny, blodig musikvideo

I 2009 var de "Månedens Demo" hos GAFFA. Syv år senere har metalgruppen fra Ribe flere festivaler i rygsækken og er snart klar med deres andet studiealbum

Det danske metalband Aphyxion, som udgiver deres nye album den 2. december, er nu klar med førstesinglen og en tilhørende musikvideo til nummeret "Destined To Fail".

Metal-kvintetten fra Ribe består af Michael Vahl (vokal), Bertil Rytter (guitar og backing vokal), Jonas Haagensen (guitar), Jais Jessen (bass) og Jakob Jensen (trommer). Bandet opstod i 2007 og blev hurtigt spottet af de danske medier. I løbet af de første par år blev de nomineret til "Bedste Live Band" ved Danish Metal Awards, vandt publikumsprisen til Royal Metal Grand Prix og fik deres første demo anmeldt som "Månedens Demo" hos GAFFA.

De unge drenge, som kun er i starten af 20'erne, har allerede fået en del opmærksomhed efter deres koncerter på festivaler som Copenhell og verdens største metalfestival Wacken Open Air, hvor de var det yngste band i festivalens historie. Året efter kom de på deres første Europaturné – på trods af at ingen i bandet var gamle nok til at få kørekort.


I 2009 udgav Aphyxion deres demo-cd "Eradication Of Fates", som GAFFA kvitterede for med fem flotte stjerner og ordene:

"Fem fyre på cirka 15 år fra Ribe, der spiller dødsmetal med en autoritet og selvsikkerhed, jeg ikke har hørt længe på dansk jord. I stedet for at ølle det hele til i tempo, ironi og lir, tager de det helt ned i rocktempo og får støt og roligt mast riffene helt ind." Læs hele anmeldelsen her.

I 2014 var Aphyxion klar med debutalbummet "Earth Entangled", som ligeledes fik fem stjerner af GAFFA med den imponerende konklusion ”Earth Entangled er en solid og vanedannende omgang, og dansk metals fremtid kunne let stå i Aphyxions tegn." Anmeldelsen kan læses her.


Se den nye musikvideo øverst i artiklen.

 

ANNONCE