Bandet med Joe Jonas i spidsen har netop offentliggjort musikvideoen til singlen "Body Moves"
Pop/rock-gruppen Dnce har netop offentliggjort videoen til singlen "Body Moves", der er singleforløber for deres selvbetitlede debutalbum, der planlægges at udkomme den 18. november via Republic Records.
I videoen ser vi forsanger Joe Jonas, særlig kendt fra sin tid i bandet Jonas Brothers, og resten af DNCE fremføre sangen i et virvar af kulørte lamper, letpåklædte personer, erotiske hjemmevideoer og en konstant høj energi, fremskabt af de mange klip. I videoen ser vi også Joe Jonas og en model afklæde hinanden i en elevator, mens de løbende poserer i en række forskellige stillinger foran kameraet.
Du kan se den frække video til "Body Moves" i klippet herover.
DNCE udgav sidste år deres første udspil med ep’en "Swaay", hvorfra vi fik singlerne "Cake by the Ocean" og "Toothbrush". Senere i oktober vil bandet optræde sammen med navne som Beyoncé, Nicki Minaj og Lil Wayne, når de står på scenen til musiktjenesten Tidals velgørenhedsshow "Tidal X: 1015".