Nyhed

Musikalsk ægtepar fra St. Vincent og Caribou skal lave musik med Thy Music Collective

USAs East Coast møder Jyllands West Coast, når Suburban Summit-koncerten slår dørene op for danske såvel som internationale kunstnere for at skabe ny musik.

Thy Music Collective og gæster giver en såkaldt Suburban Summit-koncert på spillestedet Forbrændingen i Albertslund den 22. oktober. Nu har arrangørerne løftet sløret for to nye artister, som skal være med til at sætte deres præg på projektet, og der er tale om ægteparret Toko Yasuda (St. Vincent) og John Schmersal (Caribou).

John Schmersal og Toko Yasuda mødtes igennem deres deltagelse i indiebandet Enon i nullerne og har siden fortsat arbejdet med musik. Toko er en fast del af Annie Clarkes St. Vincent-projekt, hvor hun spiller både guitar og Moog. Derudover har hun spillet i bands som Blonde Redhead, The Van Pelt og The Lapse og har desuden udgivet et soloalbum under navnet "Plvs Vltra". John har spillet i bandet Braniac, haft sit eget soloprojekt, lavet filmmusik og produceret musik for blandt andre Courtney Loves Hole. I dag er han fast del af livebandet Caribou. Det bliver dermed en interessant kombination, når de to kunstnere tager del i den unikke musikalske oplevelse, som Suburban Summit-koncerten er.

Suburban Summit-konceptet blev startet op i februar og går ud på, at musikere flytter ind hos spillestedet Forbrændingen i ti dage, hvor de i fællesskab skaber ny musik, som resulterer i en koncert. Publikum ved således ikke på forhånd, hvad de vil opleve til koncerten. Dog garanteres en anderledes og ikke mindst unik musikalsk oplevelse. Arrangementet afvikles i selskab med Thy Music Collective, som tæller blandt andre Quick Quick Obey, The Entrepreneurs, Drengebande, det nu opløste band Artificial Brothers og mange flere.


Om de to nye navne udtaler Esben Halkier fra Quick Quick Obey følgende:

"Det er to af New Yorks helt store sværvægtere på indiescenen, der møder en flok sultne ulve fra Thy på Forbrændingen. Amerikas East Coast møder Jyllands West Coast på Vestegnen!"

Herunder kan du høre Esben Halkier fortælle mere om de internationale artister og koncertformatet:

Besøg Suburban Summits hjemmeside for billetter og yderligere information.  

ANNONCE