Den norske sanger og sangskriver har netop offentliggjort førstesinglen fra sit kommende ottende studiealbum
Den norske sanger og sangskriver Sondre Lerche har netop udgivet førstesinglen fra sit kommende album "Pleasure" med tilhørende musikvideo. Singlen hedder "I’m Always Watching You".
I videoen følger vi Lerche, der fra sin lejlighed stalker genbo-pigen, som han er håbløst forelsket i. Omdrejningspunktet er, at Lerche beskuer hende gennem vinduet og følger med i hendes liv på diverse sociale medier, i stedet for at gå over og snakke med hende. Både sang og video beskriver, hvordan mobiltelefonen bliver et frustrerende og selvpinende apparat, der fjerner intimiteten.
Du kan se musikvideoen til "I’m Always Watching You" herunder.
Sondre Lerche, der nu bor i New York, men er født og opvokset i Bergen i Norge, har tidligere udgivet syv studiealbum samt komponeret musikken til filmen "Dan in Real Life", der har Steve Carell i hovedrollen. Lerches sidste album "Please" udkom tilbage i 2014. Det forventes, at Lerche udgiver sit ottende studiealbum i 2017.