Nyhed

Queen har offentliggjort en hurtig version af nummeret "We Will Rock You"

Offentliggørelsen skyldtes, at det ikoniske band udsender et nyt opsamlingsalbum "Queen On Air"

Det ikoniske britiske rockband Queen har netop offentliggjort en tekst-video til en hurtig version af klassikeren "We Will Rock You".

Offentliggørelsen skyldes, at Queen udsender et nyt opsamlingsalbum med titlen "Queen On Air". Albummet indeholder seks BBC Radio-sessioner, som bandet optog og var en del af fra 1973 til 1977. Denne hurtige version af "We Will Rock You" er optaget i 1977 under en optagelse med John Peel. 

Du kan høre den nye hurtige version af nummeret i klippet herover.


Producer Jeff Griffin siger om sangen ifølge NME: ""We Will Rock You", den var sjov, særlig for mig og min tekniker Mark Robinson, fordi bandet sagde, at "vi bliver nødt til at have så mange stemmer på sangen som muligt, så vi vil gerne have, at I to kommer ind i studiet og synger med os". Mark og jeg var lidt modvillige i starten, ikke at vi havde noget imod at synge – jeg synger i et kor, og Mark synger gamle irske sange – men det er ikke helt det samme som at gå i studiet med Queen."

Albummet "Queen On Air" vil kunne fås som både 2-cd, 3-lp eller som ekslusiv 6-cd, som også indeholder liveoptagelser fra studierne og de medfølgende radiointerviews. Alle versioner udkommer den 4. november. 

I klippet herunder kan du høre den originale album-version af "We Will Rock You", der udkom i 1977 på albummet "News of the World".

ANNONCE