Nyhed

Shawn Mendes, Dúné og The Weeknd topper denne uges danske hitlister

Bruce Springsteens seneste album “Chapter and Verse" høster også flotte placeringer.

Den officielle danske Top 40-hitliste er netop blevet offentliggjort, og den byder på et par nye navne, især på ugens vinylliste. Vi har her dannet et overblik over Top 40-listerne for albums, singler og vinyler, hvor vi giver dig listernes top tre samt denne ugens listenyheder.

Album Top 40

På denne uges Top 40-liste over mest lyttede albums bliver Drakes album “Views” overgået af Shawn Mendes’ (billedet) spritnye “Illuminate” – og rykker dermed ned på andenpladsen, mens “Illuminate“ flyver direkte ind på førstepladsen. På tredjepladsen ligger Justin Biebers “Purpose”, der siden sidste uge har rykket sig fra en syvendeplads, sandsynligvis som følge af søndagens koncert i Parken.


Af nye album ligger Dúnés seneste plade “Delta” på en syvendeplads, mens Bruce Springsteens “Chapter and Verse” kan findes på en tiendeplads.

Track Top 40

Nummeret “Closer” af The Chainsmokers og Halsey indtager førstepladsen på denne uges Top 40-liste over mest lyttede tracks – og dermed er førstepladsen ikke ændret siden sidste uge. The Weeknd- og Daft Punk-samarbejdet “Starboy” overhaler Justin Bieber- og Major Lazer-singlen “Cold Water”, hvor danske også er med. Dermed flyver “Starboy” direkte ind på andenpladsen på bekostning af “Cold Water”, der rykker ned på tredjepladsen.


Foruden “Starboy” er Calum Scotts “Dancing On My Own” også med som et nyt nummer. “Dancing On My Own” lander på en 23. plads på listen Track Top 40. Node og Gillis single “Zebah” er også med som et nyt track og skaffer sig en 25. plads.

Vinyl Top 40

På Top 40-listen over vinylsalg stryger Dúnés “Delta” direkte ind på førstepladsen. Ligeledes lander Bruce Springsteens “Chapter and Verse” på tredjepladsen i første forsøg, mens Nick Cave & The Bad Seeds' “Skeleton Tree” rykker fra en tredjeplads til en andenplads.


Foruden “Delta” og “Chapter and Verse” er denne uges nyhed på Vinyl Top 40-listen “RAK-MA-GAK fra trioen Vi Sidder Bare Her, bestående af Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig. “RAK-MA-GAK” lander på en sjetteplads. David Bowies “Who Can I Be Now?” fra perioden 1974-76 er også ny på listen og placerer sig på en syvendeplads, mens The Polices debutalbum “Outlandos d'Amour”, oprindeligt fra 1978, gør comeback og snupper ottendepladsen.

ANNONCE