Det Grammy-prisvindende band besøgte Danmark i august, hvor de gav to udsolgte koncerter i Amager Bio.
I august gav Snarky Puppy to koncerter i Amager Bio, der begge blev udsolgt. Nu annoncerer det amerikanske orkester, at de vender tilbage den 3. juni for at spille i Store Vega – og taget deres popularitet i betragtning, er det ikke usandsynligt, at billetterne kommer til at være eftertragtede, når de sættes til salg på onsdag, den 2. november.
Da Snarky Puppy sidst gæstede Danmark satte GAFFA-anmelder Frederik Kyhn fed streg under bandets succes, da han gav bandet fem stjerner og vurderede, at “jazzen lever og overlever med innovatører som aftenens band [Snarky Puppy]”. Du kan læse resten af anmeldelsen her.
Manden bag er multitalentet Michael League, der fra start har haft visioner om, at musikken skulle tale for sig selv, og at Snarky Puppy skulle være et uafhængigt band. I alt er det blevet til fem studiealbums uden pladekontrakt, mens de resterende seks er udgivet via henholdsvis Sitmom Records, Ropeadope Records og Impulse! Records. Bandets seneste album, “Culcha Vulcha”, udkom i foråret uden pladekontrakt.
Snarky Puppy er særligt kendte for deres fusion af jazz, funk og r&b, og i 2014 fik gruppen tildelt en Grammy for bedste r&b-performance. Sammen med Lalah Hathaway, datter af Donny Hathaway, havde Snarky Puppy fortolket Brenda Russell-sangen “Something” fra albummet “Family Dinner – Volume 1”.