Nyhed

Canadiske Tory Lanez gæster Danmark

Drakes mulige arvtager gæster Danmark i marts 2017

Han er af flere udråbt til at være Drakes arvtager, og nu gæster den canadiske rapper og r&b-sanger Tory Lanez Danmark, når han den 27. marts 2017 går på scenen i Store Vega, København. 

Den 25. august i år udgav Lanez debutalbummet "I Told You", hvor den medfølgende tour af samme navn igen bringer ham til Danmark. GAFFAs anmelder Peter T. Aagaard gav debuten tre stjerner og mente, at han læner sig for meget op ad Drake, men skrev alligevel: "Tory Lanez har tonsvis af selvtillid og en afslappet levering, både når han rapper og synger". 

I den kommercielle verden fik Lanez hul igennem i starten af 2015 med den platinsælgende single "Say It", der nåede toppen af de rytmiske og urban radiolister, og som en pop-crossover kandidat nåede den nummer 23 på Billboard Hot 100-listen. 


Når Lanez siger "I Told You" er det til de folk, som ikke troede på ham, som mente, at hans drømme var så urealistiske, at de var umulige. Lanez har som ung været hjemløs, han har hørt på sine lærere, der fortalte ham at han ikke kunne noget, og dertil har han hørt folk sige, at berømmelse ikke sker for folk i deres nabolag. Men nu er han på tour med albummet "I Told You" og med sit første soloalbum i bagagen. 

Billetter til koncerten i Store Vega den 27. marts sættes til salg på fredag den 16. september klokken 10. 

I klippet herunder kan du høre, og se, det kommercielle gennembrud "Say It", som også kan findes på debutalbummet: 

ANNONCE